Ugens tangotrin fik tårerne frem i Kristian Jensens øjne.

Tangotrinnene har slået benene væk under Vild med dans-deltager Kristian Jensen i mere end en forstand. Fysisk er det svært at flytte fødderne rigtigt, men psykisk var det også svært for Venstremanden at kapere stemningen i den argentinske tango.

- Det gav pludselig hul ind til nogle følelser, som jeg ikke vidste lå inde i mig. Og jeg endte med at danse rundt med tårer lurende i øjenkrogen, skriver den tidligere skatteminister i sin klumme i Ekstra Bladet i dag.

Og det overraskede både ham selv - og hans kone, afslører han.

- Det er grænseoverskridende at blive så emotionel med en 'fremmed' kvinde', skriver han videre i Ekstra Bladet.

Her slår han også fast, at han ikke er mand, der græder meget.

- Jeg er ellers ikke en mand, der græder meget. Det er normalt kun noget, jeg gør, når jeg ser særligt stærke film, siger han til avisen.