Den 31-årige musiker Thomas Buttenschøn skal være med i den nye sæson af TV 2's store succes Vild med dans.

Det skriver Her&Nu.

Først meldte sangeren Julie Berthelsen sig klar som nydanser i næste sæsons Vild med dans, og nu er endnu en sanger klar til at tage danseskoene på og konkurrere mod andre kendisser. Thomas Buttenschøn afslører nemlig, at han også skal være med i den nye sæson af TV 2's store dansehit, selvom dans ifølge ham selv ikke er hans spidskompetence.

»I en lang periode sagde jeg kategorisk nej til alt, hvor jeg ikke skulle spille musik. Men efter jeg har fået børn, har jeg opdaget, at der er andet i livet end musik. Jeg kan overhovedet ikke danse, men jeg håber, at jeg kan lære det,« siger han til Her&Nu.

Sangeren, der har sønnerne Jens på fem år og Peter på halvandet år sammen med sin kone Cana, ved endnu ikke, hvem der skal lære ham om rumbaens trin. Men Thomas Buttenschøn fortæller, at hustruen glæder sig til, han har lært at danse.

Hele holdet af nydansere vil blive afsløret i august, men udover Thomas Buttenschøn er også Julie Berthelsen meldt klar til Vild med dans, og den tidligere Popstars-deltager ser frem til at kridte danseskoene:

»Jeg glæder mig til at have skægt - og så er jeg et gennemført konkurrencemenneske, så også derfor er Vild med dans 'right up my alley',« siger hun til TV 2.