Skuffelsen hos seerne af fredag aftens semifinale i ’Vild med dans’ er til at tage og føle på.

Ti minutter for tidligt lagde TV 2 Underholdning et opslag på Facebook med ’tak for dansen’ til den tidligere håndboldspiller Daniel Svensson og den professionelle danser Karina Frimodt.

Ti minutter før, at sms-afstemningen var afsluttet.

Det får følgerne på Facebook til at beskylde TV 2 for aftalt spil – og dermed for at holde seerne for nar.

’Fup Med Dans?? Jeg er skuffet TV2!!! Bekræftede i lige “historien” om aftalt spil??,’ spørger Kristine Pedersen, mens Lisbeth Sejberg Sørensen har sendt sin sidste sms-stemme.

’ALDRIG om jeg vil bruge penge mere på at stemme. Dem der har stemt de sidste minutter, må da føle sig så meget til grin. TV2 der er noget, der skal forklares,’ skriver hun – efterfulgt af en rasende smiley.

Michael Lund Pedersen er derimod slet ikke overrasket:

’Selvfølgelig manipuleres der med stemmerne, det gøres der i alle den type programmer. Det gælder seertal og annoncekroner. Det er jo ikke en konkurrence men et underholdningsprogram,’ skriver han.

Marc Rodenkam Wolsted mener, at sagen er 'lige til forsiden på...' - en kendt dansk tabloidavis, som konkurrerer med dette medie.

Nikolaj Sonneby tager til gengæld sagen med en ironisk distance.

’Hvordan skal jeg dog kunne sove trygt i nat velvidende om at TV2 delte resultaterne på Facebook for tidligt? Krig, terror og nu dette... sikke en verden vi lever i’

TV 2 afviser pure beskyldningerne om snyd.

'Vi kom til at lægge en 'tak for dansen-video' på med Daniel og Karina ti minutter før, det var afgjort. Vi forproducerer videoerne, for alle aftenens deltagende, og denne blev lagt på ved en fejl. Det var tilfældigt, at det så endte med at passe med, hvem der røg ud. Vi beklager meget fejlen,' skriver medarbejderen, der underskriver sig Lisbeth.

BT følger op med en kommentar fra TV 2s underholdningsredaktør.