Små ti minutter efter, TV2 annoncerede, at afstemningsreglerne i årets 'Vild med dans' er ændret, gik Allan Simonsen og Sofie Kruuse på gulvet.

Da det umage par havde færdigdanset deres levende og livlige pasodoble, var der for en gangs skyld masser af dommerros til årets mest omtalte par.

- I aften kunne jeg for første gang se, at du rent faktisk elsker at danse. Du havde drama, du var løssluppen og oven i købet musikalsk - du gik sgu til den, lagde Nikolaj Hübbe ud, inden Anne Laxholm fulgte op med flere roser.



- Dette var første gang, vi kunne se, du lavede noget. Du var i takt meget af tiden, og du brugte dine hæle rigtig meget af tiden. Det er din bedste performance så langt, sagde hun smilende.

Jens Werner, der tidligere på ugen kaldte Allan Simonsens succes 'et helvede', var enig med sine meddommere og roste Allan Simonsen for ikke bare at danse, men også for at synge med på nummeret, de dansede til, 'Viva España'.



Britt Bendixen sluttede af med at give Allan Simonsen et kæmpe bifald for hans udholdenhed og entusiasme.

Aller roserne til trods blev det kun til tre point fra hver dommer og dermed en tangering af parrets sæsonbedste - nemlig 12 point.

Det betyder, at parret fortsat ligger sidst og nu har brug for danskernes sms-stemmer mere end nogensinde før. Midt i aftenens program ændrede TV2 nemlig sms-koderne, så man ikke længere kan skrive 'ALS' til 1234. Nu skal man i stedet skrive 'Par 3', hvis man vil stemme på Simonsen og Sofie.