Lyt til artiklen

Hun er en af de professionelle dansere, som har været med i underholdningsprogrammet 'Vild med dans' længst tid.

Hun mødte sin tidligere ægtemand under optagelserne i 2007, som hun senere fik et barn med, og hun har været en fast del af fredagsunderholdningen i 11 år.

Men nu siger Mie Martha Moltke stop.

»Jeg har lavet min sidste sæson af 'Vild med dans'. Jeg har været med i 11 år og synes, jeg har givet, hvad jeg kunne. Samtidig har jeg travlt rent arbejdsmæssigt, og så har jeg en dreng, der er ved at blive stor, og som skal til at begynde i skole inden så længe. Så det handler om, at jeg simpelthen har brug for at lægge mit fokus andre steder,« siger Mie Martha Moltke til TV 2.

Hun fortæller, at beslutningen allerede var taget inden den 13. sæson af programmet blev skudt igang. Men nu er det officielt.

Den 34-årige danser fortæller, at hun i virkeligheden var begyndt på læreruddannelsen, da hun blev tilbudt at medvirke i programmet. Det takkede hun som bekendt ja til, og lige siden har hun ikke set sig tilbage.

En finalesejr blev det dog aldrig til for Mie Martha Moltke. I år har hun tangeret sin bedste placering i programmet, som er en fjerdeplads. Sidste gang, hun fik den placering, var med eksmanden Lai Yde i 2007.

Det bliver sørgmodigt for hende at sige farvel til programmet. Hun håber dog på, at hun en dag får lov til at få en lille gæsteoptræden, som Marianne Eihilt og Claudia Rex har gjort tidligere.

Du kan se Mie Martha Moltke give sin afskedsdans med sin sidste dansepartner Thomas Buttenschøn i finalen fredag 20.00 på TV 2.