Fredag aften skal Lene Beier og dansemakkeren Frederik Nonnemann danse en quickstep til 90'er hittet 'Mmmbop' af trioen Hanson.

Men 'Landmand søger kærlighed'-værtens deltagelse i fredagens liveprogram var tilsyneladende i fare, da hun kom til skade under fredagens generalprøve.

Ifølge TV 2 blev hun ramt af en fibersprængning i venstre side bag ribbenene. Den 39-årige vært beskriver det som om, at hun havde fået et spark i venstre side. Hun havde svært ved at bruge armene og kunne ikke rejse sig op, efter hun havde siddet ned.

Hun fik en dosis morfin for smerterne, men uheldigvis fik hun en allergisk reaktion på medicinen og fik kvalme og udslæt.

Hun nægter dog at trække stikket.

»Jeg giver ikke op. Vi har trænet så hårdt på den her dans. Hvis det så kikser helt, og vi bliver sendt ud på den konto, er der ikke noget at gøre ved det. Men så har vi gjort det, vi kunne,« siger Lene Beier til TV 2 og tilføjer:

»Min mor er kommet helt fra Jylland sammen med sin bedste veninde for at se os danse, så jeg skal fandeme ud på det gulv.«

Se med fra klokken 20.00, når Vild med dans bliver vist på TV 2.