En halvkendt vejrvært, en ukendt smykkedesigner og en komiker, som kun de færreste har hørt om.

Efterårets 'Vild med dans' hold er langt fra imponerende og alt tyder på, at TV2 har meget svært ved at lokke eftertragtede og folkekære kendte til at stille op i sitderes mest populære program.

Afsløret på bt.dk

Kun cykelrytter Michael Rasmussen og Venstres gruppeformand Kristian Jensen er navne, TV2 kan prale med i år. Det viste sig, da bt.dk i går afslørede hele holdet.

Kanalen har ellers flere oplagte navne fra egne rækker, der ville højne niveauet. Og både Jes Dorph-Petersen, Michael Meyerheim og Cecilie Frøkjær er også blevet spurgt, men de har takket nej.

Ole Henriksen sagde nej

Tidligere på måneden kom det frem, at også cremekongen Ole Henriksen har sagt nej til at deltage. Ligesom de fleste større skuespillere ikke ønsker at stille op i danseprogrammet. Her har både navne som Nikolaj Steen, Thure Lindhardt, Thomas Levin, Rasmus Bjerg og Lotte Andersen takket nej.

- Jeg kan ikke sige ja til at deltage i 'Vild med dans' og den slags. Sådan noget laver jeg ikke. Det er respektløst over for publikum, der kommer ind og skal se en rolle, og så ser de Lotte Andersen, der lige har ført sig frem med lårsving på fjernsynet, har hun tidligere sagt til Politiken.

Mens den ofte morsomme Rasmus Bjerg har sagt nej til deltage, fordi han var bange for, han også ville være morsom på dansegulvet.

Sagt nej tak - tre gange

- Jeg sagde nej til 'Vild med dans'. Jeg havde ikke lyst til at være ham den sjove mand, der ikke kan danse og vrøvler hele tiden, har han udtalt til Nordjyske Stiftstidende.

TV2 har dog tidligere haft held med at få gode navne med i programmet. Det var noget af et scoop, daværende dengang statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen meddelte, at hun var klar til at tage udfordringen op.

Til gengæld sagde grevinde Alexandra klart nej, da hun blev spurgt. Det samme gjorde Jarl Friis- Mikkelsen og OL-svømmeren Mette Jacobsen, endda op til flere gange.

- Jeg tror, jeg nu har sagt nej til 'Vild med dans' tre gange. Det behov har jeg bare ikke. Men det er fint med mig, hvis andre synes, at det er fantastisk at deltage i den slags ting. Jeg gør det bare ikke, for ofte fører det jo en masse fnidder med sig, siger svømmeren Mette Jacobsen til Jydske Vestkysten.

Komikerne takker nej

Også store komikere, der ellers har optrådt på TV2s kanaler, springer over. Her kan nævnes Jan Gintberg og Lars Hjortshøj

- Tænk, hvis jeg kunne have været så tæt på Claus Elming, som Jan Gintberg formulerede det.

Heller ikke engang reality-stjernen Sidney Lee, der ellers synes at dukker op alle steder, vil hoppe i danseskoene.

- Jeg tænkte over det, men besluttede mig for at sige nej. Jeg kan simpelthen ikke danse. Jeg danser som RoboCop, sagde har han sagt til MSN Starlounge.

B.T. har prøvet at få en kommentar fra TV2s underholdningschef og ansvarlig for 'Vild med dans', men det er ikke lykkedes.