Cana Buttenschøn er helt tryg, selv om hendes mand danser tæt med Mie Moltke i Vild med dans.

Tæt på, men tillid. Selv om sangeren Thomas Buttenschøn og danseren Mie Martha Moltke tilbringer mange timer sammen i nærkontakt og hver fredag aften udlever resultatet i Vild med dans, er jalousi en by i Rusland for sangerens hustru, Cana Buttenschøn.

At kemien er perfekt mellem den dansk/zambiske sanger med Gjøl-troldehåret og den blonde, langbenede danser Mie Martha Moltke, ses tydeligt, når parret indtager dansegulvet i tv-studiet.

Og da BT spørger den 31-årige Thomas Buttenschøn om forholdet til hans professionelle dansepartner breder der sig øjeblikkeligt et smil hen over hans ansigt. For en af de ting, som i den grad er kommet bag på ’Du er smukkere end smuk’-sangeren er, hvor tæt han er kommet på Mie Martha Moltke, der er 35 år, i de forholdsvis få uger, de har kendt hinanden.

»Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville blive så gode venner med Mie. At hun er så rar og sød. Hun lærer mig alt muligt. Både om min krop, mit sind og min forståelse af, hvordan min krop påvirker den, hvordan jeg er som menneske, men også hvor meget kropsholdning kan betyde,« lyder det imponeret fra Thomas Butten-schøn.

Lært meget af Mie

Hans hustru Cana Buttenschøn, som han har to sønner, Jens og Peter på fem og to år sammen med, er ofte med i studiet fredag aften. Og selv om kemien mellem hendes mand og dansepartneren er så god, føler hun sig bestemt ikke truet. Tværtimod.

»Det er fedt at se Thomas og Mie danse sammen. Jeg føler mig meget sikker på Thomas. Han kan danse med lige hvem, han vil,« siger Cana Buttenschøn og ler.

Hun har også bemærket, at hendes mand er kommet i Mie Martha Moltkes hænder. Både fysisk, men især psykisk.

»Nogle gange når Thomas siger noget, tænker jeg, om det er noget, Mie har talt med ham om. For Mie har en sindssyg god selvforståelse. Også af andre mennesker. Det har han lært ret meget af. Det har vi selvfølgelig haft nogle snakke om,« siger Cana Buttenschøn, der har sin egen blog.

I morgen aften står Thomas Buttenschøn og Mie Martha Moltke igen på dansegulvet, klar med en ny dans. Denne gang skal de danse slowfox.

»Den glæder jeg mig allerede til at danse,« siger Thomas Buttenschøn.

Kemien mellem Thomas Buttenschøn og Mie Martha Moltke kunne ikke være bedre. Det kommer også til udtryk på dansegulvet. Foto: Martin Sylvest
Kemien mellem Thomas Buttenschøn og Mie Martha Moltke kunne ikke være bedre. Det kommer også til udtryk på dansegulvet. Foto: Martin Sylvest Foto: Martin Sylvest
Vis mere