Var det den rigtige, der røg ud? Deltag i debatten

Det handlede om meget mere end dans i aftenens program, der var dedikeret til Knæk Cancer-kampagnen. Men et par skulle stemmes ud og det blev altså Camilla Bendix og Michael Olesen, der dansede for sidste gang.

De har klaret sig flot og kun været i omdans en enkelt gang før i aften. Men skuespiller Camilla Bendix og Michael Olesen måtte efter aftenens sms-afstemning sande, at Vild med dans-eventyret nu er slut.



- Jeg har hele tiden sagt, at min tid også kommer. Jeg er bare stolt af, at Michael har fået mig så langt, sagde Camilla Bendix til bt.dk efter showet og virkede hverken skuffet eller ked af det.

- Jeg har det så dejligt, lød det fra skuespilleren.

- Jeg er stolt af alle dansene og specielt for argentinsk tango og valsen, sagde hun.

vilde moves

Fredag aften skulle de fire resterende par hele to gange på gulvet. Og efter dommernes karakakterer og sms-stemmerne var lagt sammen, stod det klart, at håndboldpigen Louise Spellerberg og skuespilleren Camilla Bendix skulle i omdans. Begge har tidligere prøvet at stå i samme situation, men fredag aften var det så Camilla Bendix og partneren Michael Olesen, der måtte sige farvel.

- Jeg kommer til at savne Michael mest af alt. Han er det bedste, jeg har fået med fra Vild med dans, fastslog Camilla Bendix.

I ugens løb har det ellers været Louise Spellerberg, der har været favorit til at ryge. Hos bookingbureauerne var de ikke i tvivl om, at hun blev aftenens taber. Men håndboldspilleren og hendes dansepartner Mads Vad er stadig med i kapløbet om at blive årets bedste danser anno 2012.

Aftenes stemning var præget af både spænding og nervøsitet. Med kun to programmer til finalen frygtede alle fire par, at de skulle ryge inden semifinalen.

Dommerne til gengæld, var i højt humør og strøede om sig med høje karakterer. Årets første ni og titaller blev delt ud, og Jens Werner valgte at give Joakim Ingvarsen og Claudia Rex et ti tal for deres vals.

Til gengæld var dommerne knap så imponeret over Louise Mieritz og Silas Holsts vals. Parret fik kun 25 point. Ikke siden det allerførste program har parret fået så lave point. De rykkede dog op af den samlede karakterliste efter deres paso dans, som de dansede i selskab med Joakim og Claudia. Og sammen med seernes sms-stemmer gik de også videre i aftenens show til næste uges semifinale, ligesom også Joakim Ingvarsen og Claudia Rex gik sikkert videre.

HVAD MENER DU? VAR DET DEN RIGTIGE DER RØG UD? DELTAG I DEBATTEN OG AFSTEMNINGEN NEDENFOR (virker desværre ikke på mobilsitet)