Et mindre jordskælv med en beregnet størrelse på 2,3 har søndag eftermiddag ramt det nordøstlige Sverige. Det bekræfter en seismolog over for den svenske netavis NSD.

Skælvet ramte få timer efter et lidt større skælv i Jylland. Det svenske skælv kunne mærkes i flere byer i området nord for Luleå, skriver avisen.

Der er ingen meldinger om skader eller tilskadekomne.

- Det er et vældigt lille skælv. Formentlig har det kun kunnet mærkes præcis i nærheden, siger Björn Lund, der er seismolog ved Uppsala universitet, til NSD.

Han forklarer, at de tektoniske plader, der ligger langt under jordens overflade, ind imellem trykker mod hinanden, så spændingerne bliver for stærke. Og så kan det mærkes i form af rystelser.

70-årige Yvonne Johansson, der bor i byen Häggan, kunne både høre og mærke jordskælvet, der fik hendes blomsterkrukker til at ryste.

- Jeg sad hjemme i mit hus, der ligger på et klippeplateau. Pludselig begyndte det at brage kraftigt, og jeg gik ud for at se, hvad der skete, fortæller hun til NSD.

Hun skrev om episoden på Facebook og fandt på den måde ud af, at andre i omkringliggende byer også havde mærket skælvet.

Jordskælvet i Sverige indtraf omkring tre timer efter, at et lidt større skælv havde rystet jorden uden for Holstebro.

Skælvet i Danmark blev målt til 3,4. Heller ikke her er der meldinger om skader eller tilskadekomne.

/ritzau/