Kan du ikke finde på, hvordan du kan overgå de andre bejlere hos din date, kommer her et noget anderledes bud på en gave:

Et britisk auktionsfirma har netop annonceret, at du snart kan byde på en vaskeægte meteorit.

Det skriver CNN ifølge Videnskab.dk.

Meteoritten dumpede ned på Jorden i Sibirien i 1947, og ifølge det britiske auktionshus Christie's har meteoritten hængt sammen med en kæmpe masse af jern, der blev splittet fra asteroidebæltet for 320 millioner år siden.

Da massen ramte Jordens atmosfære 12. februar 1947, delte den sig i en masse små meteorer, der fløj ind over Sibiriens Sikhote-Alin bjergkæde i en ildkugle »mere klar end Solen«.

En af meteoritterne er den hjerteformede, som auktionshuset sætter på auktion 6. febuar.

Men du skal til lommerne, hvis du vil overraske kæresten med et stykke hjerteformet rumsten.

Auktionshuset vurderer, at meteoritten med sine omtrent 10 kilo har en værdi på mellem 300.000 og 500.000 dollars, svarende til rundt regnet mellem 2 og 3,3 millioner danske kroner.

Den hjerteformede meteorit tilhører en usædvanlig gruppe af jernmeteoritter kendt som IIAB.

»Der er i øjeblikket 134 typer IIAB jernmeteoritter ud af omtrent 60.000 kendte meteoritter, så denne type er ret sjælden,« siger kemiforsker Sarah Crowther fra University of Manchester's School of Earth and Environmental Sciences, til CNN ifølge Videnskab.dk.

Hun mener, at prisen synes høj for en jernmeteorit, som typisk ligger i prislejet 7-26 kroner per gram. Den nedre anslåede værdi af hjertemeteoritten svarer til næsten 200 kroner per gram.

Det er formentlig formen, mønstrene og størrelsen, der resulterer i den høje pris, vurderer Sarah Crowther.

Andre artikler på Videnskab.dk: