Strammer det lidt i venstre brystmuskel? Det kan godt være, du springer direkte i kondiskoene, efter du har hørt om den 39-årige tyske mand, hvis blod endte med at blive mælkehvidt af fedt.

Læger fra University of Cologne reddede mandens liv, men inden da måtte de ty til oldtidens lægekunst, skriver Sciencealert.com ifølge Videnskab.dk, hvor du også kan se blodprøver af mandens blod.

Mandens ekstreme tilfælde skyldtes ifølge lægerne en 'kaskade af hændelser', og det hvide, fedtrige blod bragte ham en overgang i en koma-lignende tilstand.

Inden manden blev indlagt, havde hans fedtrige blod givet ham opkastninger, hovedpine og svækket bevidsthed.

Forskerne mener, at årsagen skal findes i en kombination af faktorer – herunder mandens fedme, kost, insulinfølsomhed og muligvis hans gener.

Desuden havde manden fået ordineret medicin mod sukkersyge, men det var ikke altid, at han fik taget den, fortæller lægerne i en rapport.

I løbet af hans indlæggelse, nåede mandens bevidsthed et niveau, der svarer til ét point over vegetativ tilstand på en koma-skala kaldet Glasgow Coma Scale.

Fedtet i mandens blod var såkaldte triglycerider, der er de mest almindelige fedtstoffer i både mennesker, planter og dyr.

Et forhøjet niveau af triglycerider i blodet kaldes på fagsprog for 'hypertriglyceridæmi'.

Og niveauet af triglycerider i den tyske mands blod var 20 gange højere end den det, der ifølge Sundhed.dk udgør den danske grænse for 'svær hypertriglyceridæmi'.

Blodet var endda så tyktflydende, at det tilstoppede lægernes maskiner, da de i første omgang forsøgte at rense mandens blod for fedt.

Da maskinerne gav fortabt over for mandens blod, tyede lægerne til den mindst 3.000 år gamle teknik kaldet åreladning.

Ved åreladning tømmer man bevidst en del af blodet fra patienten, og selvom teknikken var udbredt inden den moderne lægevidenskab, betragtes den i dag normalt som skadelig.

I mandens ekstreme tilfælde viste åreladning sig dog at være det rigtige valg: Lægerne tømte to liter af mandens blod i løbet af fem dage og erstattede det løbende med sundt blod.

På femtedagen var manden igen ved fuld bevidsthed.

Andre artikler på Videnskab.dk