Astronomerne hos NASA synes, at Saturn er så flot og spektakulær, at de ikke kan lade være med at tage nye billeder af den en gang om året.

Nærmere bestemt når den befinder sig tættest på Jorden, og det gjorde den 20. juni i år.

Det fremgår af NASA's hjemmeside, skriver Videnskab.dk.

Med tættest på Jorden menes der mere præcist, at Saturn 'kun' er 1,36 milliarder kilometer væk.

Det kan jo lyde af meget, men det er altså tæt nok på til, at NASA's kraftfulde Hubble-teleskop kan tage yderst skarpe billeder af planeten.

Og når man ser på det nyeste billede, kan man da godt forstå, at det kribler i astronomernes fingre for at tage smukke billeder af Saturn.

Saturn, som er den næststørste planet i vores solsystem, har de mange ringe om sig, som gør den ret unik.

Også planeterne Jupiter, Neptun og Uranus har ringe om sig. Men det er Saturns ringe, som er klarest, og som er nemmest at observere fra Jorden.

Astronomerne hos NASA bruger dog også de årlige billeder af Saturn til andet end blot at kigge på det smukke udseende.

Billederne bliver brugt i projektet OPAL (Outer Planets Atmospheres Legacy), som overordnet handler om at studere det ydre solsystem og de gasplaneter, som befinder sig netop dér.

Specifikt i Saturns tilfælde undersøger astronomerne planetens vejrforhold fra år til år samt de andre forandringer, der løbende sker.

Andre artikler på Videnskab.dk