Et hold fra Hohenheim Universitet i Stuttgart og Bundeswehrs Institut for Mikrobiologi i Tyskland har sporet syv tilfælde af den tropiske kæmpeflåt Hyalomma marginatum skriver de i en pressemeddelelse.

Den farlige flåt er op til fem gange så stor som de flåter, der normalt ses i det nordlige Europa og har karakteristiske stribede ben. De nye flåter blev fundet i Hannover-området, i Osnabrück og i Wetterau (se kort) blot 330 km fra den danske grænse og er formentlig kommet dertil via fugle.

Eksperterne bag fundet er ikke overraskede over artens udbredelse til Tyskland og skriver i pressemeddelelsen:

'På grund af den globale opvarmning forventer vi generelt flere og mere varme-elskende flåter. For eksempel har Ixodes inopinatus (som også er en flåt-art, red.) fra Middelhavet nu spredt sig til Danmark.'

På kortet ses de tre områder, flåterne blev fundet. Fra den grønne pin (Hannover) til den sorte pin (Danmarks grænse) er der ca. 330 km.

I Danmark er der endnu ikke blevet fundet nogen kæmpeflåter, men det er ikke usandsynligt, at vi kommer til at se dem på et tidspunkt.

»Den art af flåter kan sagtens dukke op i Danmark. De kommer ind i landet med dyr og fugle, som de bider sig fast på,« siger professor Karen Angeliki Krogfelt, leder af enheden for bakterier, parasitter og fungi på Statens Serum Institut, til B.T.

Forskerne ved, hvor lang tid flåterne bruger på at udvikle sig, og derved kan de vurdere, om de kan etablere sig i tilfælde af yderligere global opvarmning. Men selvom blodsugerne skulle komme til Danmark, så råber Karen Angeliki Krogfeldt ikke vagt i gevær.

»Jeg mener dog ikke, vi skal være nervøse, da vi kender de sygdomme, de bærer på, men vi er opmærksomme på dem,« siger hun.

En af af de syv kæmper bar bakterien til tyfus feber, som har en dødelighed på 10-20 procent. Denne art af flåter bærer desuden den livstruende Krim-Congo hæmorragisk febervirus, som har en dødelighed på 30-40 procent, hvor døden i fatale tilfælde indtræffer inden for 14 dage som følge af organsvigt.

Her ses kæmpeflåten (Hyalomma marginatum) ved siden af en almindelig tysk flåt.
Her ses kæmpeflåten (Hyalomma marginatum) ved siden af en almindelig tysk flåt. Foto: IMB / Lidia Chitimia-Dobler, Universität Hohenheim
Vis mere