Et studie fra det svenske tekniske universitet Chalmers viser nu, at der ikke er nogen øvre grænse for, hvor gamle vi kan blive.

Efter vi er blevet 110 år, øges risikoen for at dø ikke længere, viser den nye forskning, der samtidig maner en ofte omdsikuteret myte i jorden, skriver SVT Nyheter.

»Man har længe diskuteret, om der findes en eksakt grænse for alder - om vi eksempelvis ikke kan blive ældre end 120 år. Sådan mener vi ikke, det forholder sig,« siger professor i matematisk statistik Holger Rootzén, der sammen med kollegaen Dmitrii Zholud står bag studiet.

Forskerne har undersøgt overlevelseschancerne hos personer, der er ældre end 110 år gamle. Studiet viser, at livsstil og genetik, der har stor indflydelse på livslængden, når man er yngre, ikke længere gør nogen stor forskel, når man er fyldt 110. Overlevelsen stabiliserer sig simpelthen, hvilket overraskede forskerne.

Ifølge Holger Rootzén kommer rekordalderen inden for 25 år til at stige til mellem 119 og 128 år.