Hunde er exceptionelle til at forstå menneskers kropssprog. Modsat vores nærmeste slægtninge, chimpanserne, kan hunde lære, at når vi peger på noget, vil vi have dem til at se på det.

Men er den egenskab indbygget eller indlært?

Et nyt studie, som involverede næsten 400 hundehvalpe, peger på, at evnen rent faktisk er genetisk, og at vores forfædre må have fremavlet evnen hos hundene.

Det skriver tidsskriftet Science ifølge Videnskab.dk.

Logikken bag studiet er simpel: Hvis hundehvalpe, som er for unge til at have haft nogen rigtig kontakt med mennesker, forstår vores kropssprog, må det være genetisk.

For at man kunne afprøve det, skulle de små hunde gennem tre prøver:

Først blev hvalpene udsat for et pegeeksperiment, hvor de blev sat foran to omvendte kopper, hvor den ene indeholdt en godbid, som forskeren pegede på. Hvalpene bestod denne test 66 procent af gangene (næsten på niveau med voksne hunde), men blev over et dusin omgange ikke bedre til testen, hvilket antyder, at de ikke indlærte adfærden.

I det andet eksperiment stod en forsker uden for hvalpenes »kravlegård« og talte til dem med lys »hvalpestemme«, hvorefter hvalpene brugte i gennemsnit seks sekunder på at holde øjenkontakt med forskeren. Den slags øjenkontakt er sjælden blandt dyr (selv for hvalpenes forfædre, ulvene), men er et vigtigt fundament for social interaktion.

Den endelige test gik ud på, at hvalpene skulle finde mad i en plastikbeholder, der derefter fik låg på. Modsat voksne hunde, som plejer at give op efter få sekunder og søge hjælp hos mennesker, vidste hvalpene ikke, at de kunne få hjælp.

Ved at se på hundenes stamtavler, og hvor tæt de var beslægtede, vurderede forskerne, at 43 procent af variationerne i hvalpenes præstationsniveau var genetisk bestemt. Det er på niveau med arveligheden af intelligenskvotient hos mennesker, skriver Science ifølge Videnskab.dk.

»At arbejde med hvalpe er ligesom at have små børn. Det er en balance mellem de ekstraordinært søde og belønnende øjeblikke og frustration, som næsten gør én sindssyg,« fortæller forsker Evan MacLean til Science ifølge Videnskab.dk.

»Der er intet, som ikke bliver tygget eller tisset på, inklusive alt dit forskningsudstyr, dit tøj og din krop.«

Forskerne vil nu analysere hundenes genom for at identificere de ansvarlige gener, hvilket er en større opgave, men de kan trøste sig med, at de i det mindste ikke vil blive tisset på.

Studiet er endnu ikke fagfællebedømt, men er blevet fortrykt på databasen bioRxiv.

Andre artikler på Videnskab.dk