IT-bloggeren Harishankar Narayanans opdagelse har vakt opsigt på internettet.
For ifølge ham viste det sig hurtigt, at hans nyindkøbte robotstøvsuger ikke blot samlede støv.
Narayanan, der til daglig er computerprogrammør, havde brugt 300 dollar (1900 danske kroner, red.) på en robotstøvsuger fra det kinesiske mærke ILIFE, skriver han på sin blog Small World.
Efter et års tid begyndte en tanke at rumstere i hans hoved. Hvad foregik der inde i støvsugeren?
Han betegner sig selv for 'paranoid', så han begyndte at overvåge støvsugerens trafik på netværket.
Og her fik han et chok.
Det viste sig, at støvsugeren i baggrunden kørte avanceret software til kortlægning – blandt andet Googles Cartographer – som skaber detaljerede 3D-modeller af hjemmets indretning.
Da han forsøgte at blokere for datatrafikken mellem støvsugeren og producentens servere, holdt maskinen helt op med at virke.
Han sendte den til reparation, men han fik at vide, at intet var galt med støvsugeren. Og sådan fortsatte det frem og tilbage, indtil firmaet sagde, at garantien var udløbet. Der var intet at gøre. Støvsugeren var død.
Her valgte Narayanan at skille støvsugeren ad og fik sig så endnu et chok.
Han formåede hurtigt at finde en mistænkelig kode i støvsugeren, der tilsyneladende havde været årsag til, at den var død.
Tidskoden viste også præcist det tidspunkt, den var stoppet med at virke på. Han ændrede i koden og hurtigt var den i live igen.
Ifølge ham betyder det, at støvsugeren havde mulighed for at blive lukket ned på fjernafstand.
»Vores hjem er fyldt med kameraer, smartphones og sensorer, der er forbundet med firmaer, vi knapt kender, der alle er i stand til at bruge dem imod os med en enkelt linje af kode,« slutter han.

