Noget alvorligt truer ude i rummet, advarer Den Europæiske Rumorganisation (ESA).
Det sker ovenpå, at organisationen netop har udgivet sit såkaldte helbredsindeks for rummet, som ligger på et kritisk niveau 4.
Langt fra det stabile og ønskede niveau 1, skriver DR.
Millioner af stumper fra gamle satellitter og raketter suser nemlig rundt om Jorden, og ikke nok med det, så kan ét enkelt sammenstød udløse en dominoeffekt, der fører til tusindvis af nye stykker skrot.
»Det bør få alle advarselslamper til at blinke,« siger Per Lundahl Thomsen, chefkonsulent ved DTU Space, til DR.
Ifølge ESA flyder der i øjeblikket over 54.000 stykker skrot på mere end 10 centimeter i kredsløb om Jorden – og medregner man de mindre fragmenter, er der tale om hele 140 millioner dele
Hvis rumskrottet fortsætter med at hobe sig op, kan det i værste fald blokere adgangen til bestemte kredsløb og gøre det meget vanskeligt at sende nye satellitter op.
Og det er et problem for os alle sammen, fordi vi er dybt afhængige af satellitter til at observere, kommunikere og navigere.
Meget af det er kritisk infrastruktur, påpeger Per Lundahl Thomsen.
Allerede nu må den internationale rumstation (ISS) jævnligt ændre kurs for at undgå kollisioner – blandt andet da den danske astronaut Andreas Mogensen blev sendt mod rumstationen i august 2023.
Især i de lavere kredsløb, hvor både Elon Musk, Jeff Bezos og andre rigmænd har sendt tusindvis af satellitter op, hersker der ifølge eksperten kaotiske tilstande.
Der er ingen regler for, hvor meget man må sende op – et slags cowboy-land, som Per Lundahl Thomsen udtrykker det.
Mange af de nye satellitter – som Musks Starlink – er designet til at brænde op, når de ikke længere bruges.
Men flere eksperter advarer om, at vi ikke kan ånde lettet op endnu.
Når satellitterne brænder, frigiver de nemlig giftstoffer, som kan skabe nye miljøproblemer – konsekvenser, vi endnu ikke fuldt forstår, lyder det.
