For nyligt stod Karl-Johan Sørensen og Sebastian Aristotelis og skød mod en isbjørne-papfigur på en skydebane.
Og fredag var det så tid til at leje de rifler, der skal sikre de to venner mod den majestætiske bjørn i den grønlandske natur de næste tre måneder.
Nu tænker du måske, at du er ved at læse anmeldelsen af en dårlig overlevelsesfilm eller et interview med et medlem af Slædepatruljen Sirius.
Men nej. Du er ved at læse historien om to nørder, der er ved at kaste sig ud i et eventyr af de helt store.
Et eventyr, der er blevet døbt Lunark, og som fra næste uge sender de to mænd ud i en hverdag uden tv, internet, kontakt til andre mennesker og normal føde.
Et eventyr – eller rettere sagt en ekstrem mission – på 91 dage, hvor de to venner skal bo i deres hjemmelavede månebase i det nordlige Grønland midt på en efterladt titaniummine.
Uden mennesker i miles omkreds.
Men med vilde isbjørne som naboer.
»Der er utrolig høj sandsynlighed for, at vi kommer til at møde en isbjørn på den ene eller anden måde, så derfor har vi rifler med og har også fået træning. Så ja, det er da en livsfarlig mission,« fortæller Sebastian Aristotelis over en telefonlinje fra Grønland.
Men hvorfor er det lige præcis, at de to unge mænd skal tilbringe 91 dage ude i... ja, ingenting?
Sagen er den, at Karl-Johan Sørensen og Sebastian Aristotelis – sammen med deres tegnestue Saga Space Architects – har bygget deres egen kubeformede rumbase, som du kan se i billedet ovenfor, og de drømmer om, at den en dag får lov at sætte sine store metalfødder på månen.
Det giver dog sig selv, at sådan en rumbase skal testes, og det skal den helst under forhold, der tilnærmelsesvis kan måle sig med månen – både i forhold til afsideshed og barskhed.
Og bum: Så har du en pludselig en 91 dage lang mission på et øde sted i Grønland i selskab med isbjørne, voldsomme minusgrader og modbydelige vindstød i din kalender.
Rumbasen er bygget på en måde, så den kan foldes sammen og pakkes ned i en container, og dér befinder den sig også lige nu, mens den er ved at blive sejlet til det nordlige Grønland.
Dertil er den forsynet med solceller, så de to rumarkitekter kun skal gøre brug af en generator de sidste par uger af missionen, hvor det bliver for mørkt tæt på Thule i det grønlandske nord.
Selv befinder de to venner sig lidt sydligere på Grønland i disse dage, mens de forbereder sig på den livsfarlige mission.
Om et par dage tager de få et fly nordpå for at byde rumbasen velkommen, og 2. september går deres projekt officielt i gang.
Én gang om dagen skal de via en radio give livstegn til en nærliggende militærbase, og én gang om dagen tænder de en satellittelefon i et bestemt tidsrum, så familie og venner kan ringe, hvis der er sygdom eller andet vigtigt, som de to skal have besked om.
Derudover?
Tja, så er der ingen kommunikation med omverdenen.
De to mænd regner med at dele dagene op i otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers søvn.
Sebastian frygter ikke, at det bliver et problem at finde arbejde, men otte timers fritid?
»Ja, vi kommer til at røvkede os. Den er ikke længere. Men altså, vi kan begge lide at tegne, så det komme vi til at gøre en del. Så vil vi nok også skrive lidt, og så har vi også computere med, hvor der er film på. Så vi må se,« fortæller han.
Kostmæssigt skal de to venner også berede sig på noget af en omvæltning, og det kan snildt siges, at det ikke er et skridt opad på den gastronomiske trappe, Sebastian og Karl-Johan skal træde.
For hvad siger du til en toretters menu bestående af en pulvershake med pandekagedejs-konsistens og en proteinbar til dessert?
Hver evig eneste dag i 91 dage.
Det er sådan cirka den kost, som Sebastian og Karl-Johan skal leve på, og selv om pulvermaden giver kroppen den rette mængde fedt, energi, næring med mere, har de begge op til turen levet på en diæt, hvor de har vænnet kroppen til den nye virkelighed ved allerede at lade en del af deres daglige indtag være den samme pulverbaserede mad, som de skal spise på turen.
Forud for turen har de to venner også mødt den danske astronaut Andreas Mogensen, og rent faktisk var det netop den gastronomiske del af turen, som den danske helt studsede ved.
»Han sagde, at det var flere årtier siden, at astronauter har spist dårlig mad, så han synes faktisk, at det var det mest ekstreme ved turen, at vi skulle leve af 180 kilo pulver,« griner Sebastian.
Sebastian og Karl-Johan pakker sammen og drager hjem fra Grønland 2. december, og dér vil B.T. naturligvis være klar til at høre de to mænd om turen.
