Hvordan i (hv)alverden kan en 11 meter lang hval pludselig dukke op i midten af en jungle?

Det er det spørgsmål, der lige nu gør brasilianske eksperter stumme.

Det 10 ton tunge pattedyr blev fundet i skovbunden på halvøen Marajo, som ligger der, hvor Amazonfloden løber ud i Atlanterhavet.

Forskerne har dog en idé om, at det enorme dyr er blevet slynget ind i landet under en voldsom storm.

Men de kan stadig ikke forklare, hvordan dyret er endt så langt fra floden, eller hvorfor hvalen overhovedet skulle have svømmet så tæt på bredden, skriver The Independent.

Hvalen blev opdaget, da folk fra Para-statens sundheds-, sanitets- og miljøafdeling sporede store rovfugle, som var i gang med et sandt festmåltid på det store dyrs kødfulde korpus.

Liget var så godt gemt væk i junglens dyb, at det tog dyrelivseksperterne to ture for at nå frem til hvalen.

På det tidspunkt havde den været død i flere dage.

På kortet ses halvøen Marajo, hvor hvalen blev fundet.
På kortet ses halvøen Marajo, hvor hvalen blev fundet. Foto: Google Maps
Vis mere

Specialister fra Bicho D’agua Instituttet i Marajo har undersøgt hvalen, og Renata Emin, instituttets projektleder, siger til The Independent:

»Vi er stadig ikke sikre på, hvordan den landede her, men vi gætter på, at væsenet flød tæt på kysten, hvor tidevandet, som har været ret betydeligt i løbet af de sidste dage, samlede det op og kastede det ind i landets mangrove (træer eller planter, som vokser i saltvand i tropiske og subtropiske kystområder, red.).«

Men forskerne er yderligere perplekse over, hvad en pukkelhval laver på den nordlige brasilianske kyst i februar.

Pukkelhvaler opholder sig normalt meget længere sydpå og bevæger sig kun yderst sjældent de mange tusind kilometer nordpå ved Amazoneflodens munding.

Renata Emin siger, at pukkelhvalen nok er en kalv, der er blevet væk fra sin moder under migration sydpå.

Forskerne ved ikke, hvad hvalen døde af, men holdet er i gang med at tage prøver til yderligere undersøgelser.

Renata Emin kan dog fortælle, at det er helt umuligt at flytte dyret fra det svært tilgængelige sted i junglen, og at det derfor får lov at gå i forrådnelse til glæde for junglens rige dyreliv.

Når kødet så er forsvundet, og hvalens skelet står tilbage, vil de store knogler blive hentet, bevaret og derefter sendt til et museum i byen Belem for at blive studeret af nysgerrige forskere.