Nærmest alle har eller har haft den ene kollega.

Kollegaen, der pludselig er begyndt at skyde morgenen i gang med en klat smør i sin kaffe, og som nu anbefaler sundhedstrenden til Gud og hvermand.

Men den kalorieholdige start på dagen - også kendt som 'bulletproof-kaffe' - er ikke helt så smart, som den bliver gjort til.

Det gør overlæge og professor Bente Klarlund Pedersen i hvert fald klart i Politiken, hvor hun blandt andet skriver, at trenden gør intet godt for kroppen.

Der findes forskellige opskrifter på bulletproof-kaffe, men som udgangspunkt er det en kop kaffe med en klat smør og en sjat olie - eksempelvis kokosolie - der sammen bliver blendet.

'Fidusen' er så, at man samlet set indtager 500 kalorier, og at man er mæt helt frem til frokost, ligesom drikken skulle give mere energi og gavne din fedtforbrænding.

Men ifølge Bente Klarlund Pedersen burde man hellere kigge mod andre mere faste morgenmadskalorier som eksempelvis havregryn, brød og æg, fordi man bliver mere mæt af disse.

Og så er det desuden heller ikke de gode fedtstoffer, som man ender med at indtage.

'Fedt indeholder mere end dobbelt så mange kalorier som protein og kulhydrat (9 kcal versus 4 kcal per gram). Og smør og kokosolie tilhører de fedtstoffer, der er mest skadelige for vores hjerte og blodårer, så det er svært at se bulletproofs berettigelse i en sundhedskur,' skriver hun i artiklen på Politiken.dk.

Herefter gør Bente Klarlund Pedersen klart, at man heller ikke får en bedre fedtforbrænding af drikken.

Idéen om bullet-proof kaffe stammer fra LCHF-diæten, hvor du spiser få kulhydrater og mere fedt.