Præsten troede, det var en drone: Pludselig strømmede nysgerrige til


Sognepræst Ole Backer Mogensen fra Græsted i Nordsjælland skulle egentlig bare lufte sin hund ved midnatstid forleden.
Men pludselig hørte han en mærkelig lyd fra kirkegården, som han ikke kendte.
Først tænkte han, at det kunne være en alarm på kirken, men efter at have gået en sikkerhedsrunde med sin hund, kunne han lokalisere den gentagne, næsten mekaniske lyd.
Den kom fra et stort kastanjetræ på kirkegården.
»Jeg henter min kone, og vi diskuterer, om det er en drone på afveje, som udsender et alarmsignal,« fortæller sognepræsten på hjemmesiden Netfugl.dk, hvor fuglekiggere fra hele Danmark udveksler spændende informationer med hinanden.
For den mystiske lyd viste sig i virkeligheden at komme fra en godt gemt dværghornugle, der er en yderst sjælden gæst i Danmark.

Faktisk er det kun syvende gang siden 1910, at den lille ugle er blevet registreret i Danmark.
Og det har de seneste nætter fået talrige fuglekiggere – i dette tilfælde måske i højere grad fuglelyttere – til at strømme til området nær Græsted Kirke.
Alene natten til tirsdag var over 100 mennesker mødt frem, og den lille ugle skuffede ikke sit store publikum. Særligt i en periode lige efter midnat lod den igen og igen sit karakteristiske fløjtekald høre med få sekunders mellemrum.
Normalt vil en dværghornugle på denne årstid især befinde sig i den sydligste del af Europa eller Centralasien, men formentlig er uglen i Græsted kommet ud af kurs under sit træk.