Rettelse: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at Logan Paul ville bevise, at Jorden er flad. Det er ikke tilfældet. Hans formål var i stedet at gøre grin med dem, der tror, at Jorden er flad.

Spørgsmålet har alle dage delt folk: Er Jorden flad eller rund?

Der findes konspirationsteoretikere, som tror på, at moderne videnskab er forkert. De tror også, at jorden er flad og ikke rund.

Nu har youtuberen, Logan Paul, lavet en 50 minutter lang video, hvor han - under dække af at ville bevise påstanden - reelt gør grin med 'Jorden er flad-bevægelsen'.

For at promovere sin video-dokumentar ved navn 'Den Flade Jord: Til enden og tilbage igen' deltog Logan Paul forleden i en international 'Jorden er flad'-konference, der blev afholdt i den amerikanske by Denver.

Paul sagde i den forbindelse til det amerikanske erhvervsmagasin, Forbes, at han anser sig selv for at være end sandfærdig mand, der hader at være ignorant.

»Jeg er ikke bange for at sige, at mit navn er Logan Paul, og jeg tror, at jeg er der, hvor jeg kommer ud af skabet og siger, at jeg tror på den flade jord,« sagde han og understregede, at han gerne vil kende fakta.

Men i slutningen af videoen, hvor han blandt andet rejser til Antarktis for at finde 'verdens ende', lader han det tydeligt skinne igennem, at det hele er en gimmick.

Logan Paul bliver spurgt, om han tror, Jorden er flad.

»Nej, det gør jeg ikke. Det er det dummeste, jeg har hørt i hele mit liv,« lyder svaret.

»Jeg er ikke sikker på, at Jorden overhovedet findes,« tilføjer han efter en lille kunstpause.

En talsperson fra Flat Earth Movement (Jorden er flad-bevægelsen) tager da også afstand fra Logan Paul. Ifølge det amerikanske medie Lad Bible oplyser talspersonen, at bevægesen ikke har været i kontakt med Logan og heller ikke overvejer at tilbyde ham et medlemskab.

Ingen videnskabsmænd bakker op om synspunktet om, at Jorden er flad. Idéen om det opstod allerede i oldtiden.