Fredag aften fik flere piloter sig en usædvanlig oplevelse, da de så, hvad der lignede et udentificeret flyvende objekt - en UFO - på nattehimlen over Irland.

»Det kom fra vores venstre side hurtigt og forvrænget mod nord, vi så et kraftigt lys og det forsvandt bare i meget høj fart. Vi undrede os bare over, hvad det kunne være,« skulle en kvindelig pilot ifølge CNN have sagt til kontroltårnet kort efter lysglimtet.

Piloten havde i første omgang kontaktet landjorden for at finde ud af, om der mon var en militær aktion i gang, som kunne forklare de hurtigtflyvende objekter.

En anden pilot havde samme tanke, idet han også kommenterede samtalen.

Han forklarede, at objektet havde bevæget sig meget hurtigt - op mod 2 Mach. Mach er en fartmåleenhed. Mens et almindeligt passagerfly flyver omkring 800 km/t, svarende til 0,64 Mach, flyver et F-18 militærfly op til 2,5 Mach.

Samtalen om de flyvende objekter mellem en række piloter og kontroltårnet endte dog også med, at en pilot pegede på, at lysglimtene sandsynligvis var to meteoritter, der bevægede sig omkring jorden og ramte atmosfæren.

Fra den irske luftfartsmyndighed (IAA) er meldingen ifølge The Irish Examiner:

»På grund af et lille antal henvendelser fredag den 9. november om usædvanlig luftaktivitet har IAA indgivet en rapport. Denne rapport vil blive efterforsket under den normale, fortrolige begivenhedsundersøgelsesproces.«