Mens brande, hedebølger og tørke i stigende grad rammer koalaerne i Australien, har forskere været meget opmærksomme på, hvordan det berømte pungdyr holder sig hydreret.

Hidtil har man troet, at koalaer får det meste af deres vand fra de saftige eukalyptusblade, der danner grundlaget for deres kost.

Men et forskerteam fra Australien konkluderer nu, at koalaerne også regelmæssigt slukker deres tørst ved at slikke på våde træstammer og blade under og efter regnvejr.

Det skriver Science Alert ifølge Videnskab.dk.

»Vi ved, at koalaer bruger træer til alle deres vigtigste behov, herunder fodring, husly og hvile. Denne undersøgelse viser, at koalaer også er afhængige af træer for at få adgang til vand og fremhæver vigtigheden af at bibeholde træer til bevarelse af arten,« siger zoolog Valentina Mella fra University of Sydney til Science Alert.

Forskernes nye opdagelse bygger på 44 observationer fra forskere og borgere af frie koalaer i Australien igennem et helt årti på tværs af en række vejrforhold.

Under en observation så de en voksen mandlig koala slikke kontinuerligt på et træ i 34 minutter med cirka 2 slik i sekundet. Det fortsatte endda, da forskerne gik, ifølge Science Alert.

»Denne type drikkeadfærd – at slikke træstammer - er afhængig af, at koalaerne kan opleve regelmæssigt regn for at få adgang til vand, og indikerer, at de kan pådrage sig alvorlige skadelige følger, hvis mangel på regn udfordrer deres evne til at få adgang til vand,« siger Valentina Mella til Science Alert.

Observationerne om koalaernes vanddrikningsbehov kan være altafgørende for deres overlevelse, da vandsupplering muligvis bliver en nødvendighed for nogle koala-populationer i det skiftende klima, som bliver varmere og tørrere i Australien, skriver forskerne i deres studie, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Ethology.