Udover de jævnlige støvstorme virker Mars som en stille planet, hvor der ikke foregår meget.

Men ifølge et nyt studie, har der indtil for nyligt været vulkansk aktivitet på den røde planet, og det er sandsynligt, at der stadig er aktivitet.

Det skriver CNN ifølge Videnskab.dk.

Bid for bid hjælper Mars-roverne Curiosity og Perseverance forskerne med at lære om den røde planets historie.

Tidlligere troede forskerne også, at den vulkanske aktivitet fandt sted for mellem tre til fire milliarder år siden, med undtagelse af nogle udbrud for omkring tre millioner år siden.

Men nu kan ny data være med til at ændre denne opfattelse. Et fotografi og data fra et område på Mars får forskere til at vurdere, at der er opstået vulkansk aktivitet inden for de seneste 50.000 år, hvilket er kort tid siden set med astronomiske briller.

Området ligger i Elysium Planitia-regionen og spreder sig over 13 kilometer og er Mars’ næststørste vulkanske region.

»Det her er muligvis den nyligste vulkanske aktivitet dokumenteret på Mars. Hvis vi pressede Mars’ geologiske historie sammen til en enkelt dag, ville det svare til, at udbruddet fandt sted i det allersidste sekund,« siger David Horvath fra Planetary Science Institute til CNN ifølge Videnskab.dk.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Icarus.

Andre artikler på Videnskab.dk