Under den amerikanske præsidentkampagne i 2008 tog en ung, velpoleret senator fra Chicago kvindelige vælgeres hjerter med storm, som man kan se i denne video med kvinden 'Super Obama Girl', der elsker Obama og nedkæmper hans politiske modstandere i sparsomt valgkampagnetøj.

Desværre for Obama holdte det unge udseende ikke ved; han blev gråhåret indenfor sin første præsidentperiode.

Nu kan ny forskning måske være med til at forklare Obamas hårfarveskift.

Ifølge et nyt studie kan arbejdspresset have været medskyldig i at frarøve den tidligere præsident hårfarven.

I hvert fald har forskere fra Harvard University fundet frem til, at stress kan være medvirkende til, at vi bliver gråhårede før tid.

Det skriver The Guardian ifølge Videnskab.dk.

Forsøget, der er lavet på mus, viser, at hvis de små væsner udsættes for et stort stressniveau over en periode, vil nerveceller udsende hormonet noradrenalin, som forbindes med flygt-eller-kæmp-reaktioner.

Det vil så få stamcellerne, som laver de celler, der producerer vores pigment til håret, til at stresse og overarbejde, indtil de kollapser.

Eller med andre ord:

Det gør musene gråhårede.

»Det er første gang, man har et bevis på, at stress kan kobles så direkte til forekomsten af gråt hår,« fortæller molekylærbiolog og aldringsforsker Claus Desler Madsen til Politiken.

Han har ikke selv medvirket til forskningen, der er udgivet i tidsskriftet Nature.

»Det aktuelle studie tyder på, at der er nogle begivenheder i vores liv, hvor ældningsprocessen speedes gevaldigt op, hvor den biologiske alder overhaler den faktiske,« fortæller forskeren til Politiken.

Men det er ikke det eneste, museforsøget kan bruges til.

Det bidrager også til en forståelse af, hvordan nedbrydningen af stamceller i det hele taget fremskynder aldringsprocesser, og det kan pege forskerne i retning af at finde frem til en form for anti-aldringsterapi.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at resultater fra forsøg på mus ikke nødvendigvis kan overføres til mennesker.

Man skal derfor være meget varsom med at drage konklusioner på tværs af de to arter.

Andre artikler på Videnskab.dk:
Hvor ofte skal man vaske hår?
Sådan undgår du at slå stinkende prutter
Regelmæssig sex er godt for dit psykiske helbred