Du ved, hvad man siger:

Folk med lange tommelfingre, har typisk en...

... tilbøjelighed til at lave flere tastefejl, når de betjener mobilen.

Om det reelt er noget, man siger, vides ikke, men nu er der - og sågar med forskning i ryggen - basis for at sige det.

Dataloger fra Københavns Universitet har påvist, at folk med lange tommelfingre oftere rammer forkert, når de skal navigere på smartphonens touch-skærm.

Det er altså længden og ikke tykkelsen af især tommelfingeren, der er afgørende for folks fejlmargin, når de skal skrive sms'er eller søge i browserens emnefelt.

»Vores undersøgelse viser, at lange tommelfingre i sig selv kan forklare 12 procent af alle de fejl, som brugerne laver, når de skal ramme bestemte punkter på skærmen og holder mobilen med én hånd,« fortæller postdoc Henning Pohl fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet.

Henning Pohl er sammen med gruppen af datalogi-studerende de første, der sætter tal på, hvad håndens facon direkte betyder for antallet af fejl.

»Selvom vi allesammen bruger touch-teknologi hele tiden, ved ingen rigtigt, hvorfor vi som brugere laver de fejl, vi gør. Det gør de store mobil-producenter heller ikke – de nøjes indtil videre med at konstatere og korrigere fejlene, men uden at kende de bagvedliggende årsager til dem. Det håber vi, at vores forskning kan være med til at ændre,« lyder det fra Henning Pohl.

Forsøgene er udført med 27 deltagere, som blev udstyret med to smartphones af to forskellige størrelser - en iPhone 6 og en Nexus 6P.

Datalogerne testede bl.a., hvor hurtige og præcise, deltagerne var til at ramme en lang række punkter på skærmen og analyserede derefter de i alt 54.000 antal berøringer i en computer-model.

Størrelsen betyder noget

Størrelsen på den telefon, du har, spiller også en rolle for, hvilke og hvor mange fejl, du laver, bekræfter studiet fra Københavns Universitet.

»Hvis man sidder med en stor telefon, er man nødt til at strække hånden mere eller skifte greb for at nå op i toppen og ned i bunden af skærmen. Derfor laver man gennemsnitligt lidt flere fejl med en stor telefon end en lille,« siger Henning Pohl.

Han forklarer desuden, at måden, man holder om mobilen på, også har indflydelse på, hvor mange fejl du laver.

Derfor skal grebet, du vælger, hænge sammen med størrelsen af din hånd. Altså: Har du en stor hånd, er du nødt til at holde telefonen på én anden måde og samtidig på en anden måde, hvis du har en lille hånd, lyder forklaringen fra Henning Pohl, inden han kommer med et afsluttende råd.

»Hvis man nu har store hænder, kan man være fristet til at købe en rigtig stor telefon. Men det er ikke nødvendigvis en fordel, tyder vores studie på – i hvert fald ikke når det gælder brugeroplevelsen. Før du køber en telefon, er det en god idé at prøve at holde den i hånden og tjekke, om du er nødt til at dreje din hånd på mærkelige måder for at kunne røre alle dele af skærmen.«