Børn er nysgerrige, og det skal de have god rum til at være i Odense Kommune.

Derfor har Novo Nordisk Fonden doneret knap seks millioner kroner til at uddanne personale til at lave naturvidenskabelige og teknologiske forsøg med de små.

»Naturvidenskabelig dannelse er en vigtig ting at give børn med i bagagen, og vi tager et stort skridt i en legende og undersøgende tilgang til naturvidenskab og teknologi med nye midler til området,« siger Radikale Venstres Susanne Crawley Larsen, der er børn- og ungerådmand.

»Det sker naturligvis i rammerne af 'Børnene i Robotbyen', for heldigvis er børn en naturlig del af 'Verdens bedste Robotby'. Jeg glæder mig til at se, hvordan børnene i legen bliver små forskere og opfindere, og håber, at det både giver dem gode timer her og nu, men også noget af tage med videre i livet.«

I alt bliver 2300 kommunale dagplejere, pædagoger og pædagogmedhjælpere fra Odenses 124 børnehuse og cirka 315 dagplejehjem efteruddannet i samarbejde med UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Desuden kan den nye ordning også være med til at gavne andre kommuner.

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, der uddanner fremtidens pædagoger, følger nemlig projektet med forskning, som kan ændre måden man uddanner pasningspersonalet på.

»Vi forventer, at projektet i Odense både har et nationalt potentiale i forhold til uddannelse og efteruddannelse af pædagoger, samt at det vil skabe forskningsresultater med internationalt potentiale,« udtaler docent Morten Rask Petersen fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole ligeledes i pressemeddelelsen fra kommunen.

»Projektet vil give et gennemafprøvet og forskningsbaseret vidensgrundlag, som kan udbredes for eksempel i form af inspirationsmateriale eller ved at stille e-læringsressourcer gratis til rådighed for andre.«

Novo Nordisk Fonden bevilgede nærmere bestemt 5.737.444 kroner til projektet 'Science og teknologi i børnehøjde'.

Efter de indledende dele af projektet, er det meningen, at man fra september 2023 til  juni 2025 skal have alle ansatte i institutioner og pasningstilbud uddannet.

I slutningen af 2025 indsamles forskningsdata ligeledes.