Endnu en gang har Milena Penkowa fået trukket et studie tilbage. Det gælder endda et studie, som hun ellers bruger til at sælge produkter på sin hjemmeside.

En ny afsløring af store fejl knytter sig nu til Milena Penkowa, der tidligere er blevet fundet skyldig i dokumentfalsk og alvorlige brud på videnskabelig praksis.

Et studie lavet af den forhenværende forsker fra Københavns Universitet i 2016 viser sig nu at være så fuld af forkerte påstande, at tidsskriftet trækker den videnskabelige artikel tilbage. Det skriver Videnskab.dk.

Det er niende gang, det sker for Milena Penkowa.

Umuligt at genskabe resultater

En uafhængig gennemgang af de videnskabelige data i Milena Penkowas forsøg på godt 50 mennesker viser, at det er umuligt at genskabe hendes resultater, der ifølge hende selv ellers viser, at mineralet bismuth reducerer alvorlige bivirkninger af kemoterapi.

Påstanden indgår i beskrivelsen af Milena Penkowas meritter på en hjemmeside, hvor hun sælger behandling til blandt andet kræftpatienter.

Ifølge tidsskriftet Supportive Care in Cancer afslører gennemgangen, at det er umuligt at genskabe næsten alle studiets resultater.

Studiets to forfattere, Milena Penkowa og overlæge Per Boye Hansen, er uenige i tilbagetrækningen, oplyser tidsskriftet.

Reelt set ingen effekt af bismuth

Supportive Care In Cancer har i sidste ende fået en uafhængig biostatistiker til at gennemgå al data, som ligger til grund for Penkowas studie, blandet andet målinger og fortolkninger af resultaterne.

Tidsskriftet konkluderer, at man reelt ikke kan se forskel på bivirkninger af kemoterapi hos patienterne, der er blevet behandlet med bismuth i sammenligning med dem, som blot har fået placebo.

Målingerne viser for eksempel reelt ingen effekt på infektioner og diarré, som Milena Penkowa og Per Boye Hansen ellers påstår, bismuth kan mildne.

Kort sagt: Studiets konklusioner holder ikke, og kræftpatienter vil efter al sandsynlighed ikke opleve nogen effekt af at kaste sig ud i behandlingen.

»Der er ingen tvivl om, at artiklen er forkert. Oversat til ’dansk’ påstår den, at 2 + 2 er lig med 42. Det er ikke væsentligt, om gennemgangen reelt har fået alle fejl med, for der er påvist så mange graverende fejl, at der ingen troværdighed er tilbage i det oprindelige studie,« mener Peter R. Hansen, professor i økonomi ved University of North Carolina, USA.

Penkowa bruger studiet som reklame

Milena Penkowas hjemmeside, som blandt andet reklamerer for bismuth-studiet, vil »optimere medlemmernes sundhed« ved mod betaling at give råd om kosttilskud og madvaner, så de kan ”opnå forskningsbaserede resultater«.

Rådene på hjemmesiden skal også gøre patienter i stand til »på kvalificeret vis at yde modspil og medspil til såvel lægelige diagnoser som anvendelse af kosttilskud”, står der.

Videnskab.dk ville gerne have spurgt Milena Penkowa, om hun står ved formuleringerne efter tilbagetrækningen af det videnskabelige studie. Men det er ikke lykkedes at få en kommentar.

Andre artikler fra Videnskab.dk