Mange mennesker hader dem. Hader dem.
Men de fleste af os har formentlig tolereret dem, fordi vi har fået at vide, at de er bedre for miljøet.
Nu viser det sig imidlertid, at det er en sandhed med visse modifikationer. Det skriver blandt andre mediet Food Navigator.
Der er selvfølgelig tale om de papsugerør, er blevet indført overalt på restauranter og andre steder, fordi nye EU-regler fra 2021 gjorde single-use plastiksugerør forbudt på linje med en række andre produkter – eksempelvis plastiktallerkener, plastikbestik, ballonpinde.
Men selvom papsugerør regnes for at være bionedbrydelige på mellem cirka to til seks uger – i stedet for 200 år som for plastik – så viser ny forskning, at der tilsyneladende er et helt andet problem.
I virkeligheden indeholder papsugerørene ifølge ny belgisk forskning det, som man kalder 'for evigt-kemikalier'.
Og ved at bruge de nye sugerør bidrager man til, at både man selv samt miljøet bliver udsat for PFAS-stoffer.
Bekymringen er således, at hvis man drikker sin cola via papsugerør, så kan man komme til at indtage PFAS i foreløbigt ukendte mængder.
Indtagelse af PFAS menes ikke at forårsage akut sygdom, men man understreger, at der opstår en øget helbredsrisiko ved betydelige mængder over en længere periode.
Forskerne bag undersøgelsen testede 39 forskellige mærker af sugerør, som er tilgængelige på det belgiske marked – produceret af bambus, glas, rustfrit stål, plastik og pap – for at spore 29 forskellige PFAS-stoffer.
»Sugerør lavet af plantebaserede materialer som papir og bambus markedsføres ofte som mere bæredygtige og økovenlige end dem af plastik. Men tilstedeværelsen af PFAS i disse sugerør betyder, at det ikke nødvendigvis er sandt,« siger Dr Thimo Groffen, som er en af forfatterne til undersøgelsen, som er blevet offentliggjort i det videnskabelige magasin Taylor and Francis Online.
Undersøgelsen er faktisk også kommet frem til, hvilken type sugerør man mener er det bedste.
»Det mest bæredygtige alternativ synes at være sugerør af rustfrit stål. De kan genbruges, indeholder ikke PFAS og materialet kan genanvendes,« konstaterer man.