Ny forskning, blandt andet af forskere ved Københavns Universitet, viser, at leoparder fra Afrika og Asien er så forskellige fra hinanden, at det svarer til at kalde en brunbjørn for en isbjørn.
De er så forskellige, at de burde tælle som to forskellige arter, lyder det fra forskerne. Det er vigtigt i arbejdet med at bevare de truede dyr.
Leoparder udgør, i modsætning til sammenligningen med de to arter brun- og isbjørne, kun en enkelt art. Men det burde de måske ikke.
For i et nyt, overraskende forskningsresultat står det klart, at leoparder faktisk er mere genetisk forskellige fra hinanden end de to bjørnearter.
»Den genetiske forskel er så stor, at leoparder i Afrika og Asien slet ikke burde tilhøre samme art. Så resultatet er kommet bag på os,« siger postdoc og medforfatter Rasmus W. Havmøller fra Statens Naturhistoriske Museum, som hører under Københavns Universitet, i et nyhedsbrev.
Forskerne har kortlagt genomer fra 26 leoparder, som tilsammen udgør 8 ud af de 9 nulevende
underarter (racer) af dyret. Resultaterne er netop udgivet i tidsskriftet Current Biology.
Analysen peger samtidig på, at den nuværende inddeling i leopard-underarter ikke holder. Studiet viser, at dyr fra blandt andet Indien og Sri Lanka er så nært beslægtede, at de kunne anses som enkelt 'bevaringsenhed' (art), selv om der officielt er udpeget ni forskellige underarter af leoparder.
Ifølge Rasmus W. Havmøller er underartsinddeling et centralt begreb, når det drejer sig om bevaring af leoparderne. Hver underart kan have forskellig bevaringsstatus, alt efter hvor stor tilbagegang den har oplevet.
»Jeg håber, at resultaterne vil åbne for en debat om, hvilken rolle genetik skal spille i inddelingen af underarter,« siger Rasmus Havmøller.
Udbredelsen af leoparder er samlet set gået 75 procent tilbage i løbet af de seneste 150 år. Men lokalt er tilbagegangen på helt op til 98 procent.
»Derfor vil det være forkert at slå leopardbestande sammen,« siger Rasmus W. Havmøller. »Svaret må nu være et rungende nej, når det gælder afrikanske og asiatiske bestande.«
»Man risikerer at forringe den genetiske diversitet. Krydser man for eksempel en leopard, der er specialiseret i at leve i
glohede ørkener, med en leopard, som er tilpasset kolde bjerglandskaber, vil man sandsynligvis få
afkom, der hverken kan tilpasse sig det ene eller andet sted.«
