Kvinder scorer højere end mænd i et såkaldt 'tankelæser-spørgeskema', konkluderer forskere fra det britiske University of Bath.

Det skriver universitetet i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.

'Tankelæser-spørgeskemaet' er skabt for at få en bedre forståelse af, hvor godt vi forstår, hvad vores medmennesker tænker, selvom de måske ikke siger det højt.

Skemaet er ifølge forskerne det første af sin slags og blev testet på over 4.000 personer i Storbritannien og USA.

I skemaet skulle forsøgspersonerne vurdere fire forskellige udsagn og svare på, hvor godt udsagnene passede på dem selv.

De fire udsagn var:

  1. Jeg finder det let at sætte mig selv i andres sko.
  2. Jeg finder det nogle gange svært at se tingene fra andres perspektiv.
  3. Jeg forsøger nogle gange at forstå mine venner bedre ved at forestille mig, hvordan de ser på tingene.
  4. Jeg kan som regel forstå en andens synspunkt, også selvom det er anderledes fra mit eget.

Testpersonerne kunne svare alt fra, at de var meget uenige, delvis uenige, delvis enige og meget enige.

Kvinder scorede markant højere i undersøgelsen end mænd. Ifølge forskerne bag har de efterprøvet, om spørgeskemaet egner sig bedre til kvinder, men det var ikke tilfældet.

Mens kønsforskellen i resultatet fremhæves af universitetet bag, er den større mening med det nye 'tankelæser-spørgeskema' at kunne identificere og forstå personer med adfærdsvanskeligheder.

»Arbejdet har et stort potentiale i at forstå de oplevede erfaringer hos folk med 'tankelæsnings-udfordring' som eksempelvis autister,« forklarer hovedforfatteren bag det nye studie, Rachel Clutterbuck i pressemeddelelsen ifølge Videnskab.dk.

Hun er ph.d.-stipendiat i psykologi ved University of Bath.

Her forklarer hun også, at hun håber, at spørgeskemaet kan bruges blandt behandlere til bedre at identificere personer, der lider af psykisk udviklingsforstyrrelse.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Psychological Assessment.

Andre artikler på Videnskab.dk