Trods ligestilling mellem kønnene vælger mange kvinder stadig at tage deres ægtemands efternavn. Professor Simon Duncan undersøger hvorfor.
Vores navn er en afgørende del af vores identitet.
Alligevel dropper næsten alle gifte kvinder (knap 90 procent ifølge en spørgeundersøgelse fra 2016) i Storbritannien deres oprindelige efternavn for at tage deres ægtemands. Og det samme mønster ses i en lang række vesteuropæiske lande samt i USA.
Det skriver den britiske professor Simon Duncan fra University of Bradford i en artikel bragt i mediet Forskerzonen, der er en del af Videnskab.dk.
Simon Duncan fremhæver, at traditionen med, at kvinder skifter efternavn ved ægteskab udspringer af den patriarkalske historie. Helt op til slutningen af det 19. århundrede betragtede man hustruen som mandens ejendom, og kvinderne afgav alle rettigheder til både ejendom og børn gennem ægteskabet.
Men hvorfor er en praksis, som er affødt af kvindens underdanighed overfor manden, stadig så forankret i en tid med kvindefrigørelse?
I et forsøg på at forstå det interviewede Simon Duncan en række kvinder og mænd i England og Norge, der snart skulle giftes, eller som var blevet gift for nylig.
For professoren var Norge et interessant sammenligningsgrundlag. Norge stryger regelmæssigt ind blandt de fire mest kønsligeberettigede samfund i verden, men alligevel tager de fleste norske kvinder mandens efternavn.
I sine interviews fik Simon Duncan ret forskellige svar. I England handlede navneskiftet i nogen grad om tradition og pligt, hvorimod kvinder i Norge var mere skeptiske.
»Mange personer, som skiftede navn, vaklede mellem maskulin magt og kvindelig modstand, men det ser ud som om, det at tage mandens efternavn er en måde at signalere overfor andre, at det er en god familie«, skriver Simon Duncan i artiklen som er bragt på Videnskab.dk.
For eksempel sagde en af interviewpersonerne:
»Jeg vil gerne have, at andre ved, at vi er en familie, og jeg synes, at navnet er en god måde at gøre det på.«
I både Norge og England fandt Simon Duncan, at et fælles efternavn symboliserede en familieenhed, som hovedsaglig var associeret med at have børn.
I artiklen bragt på Videnskab.dk fremhæver han Eirin i Norge, som kæmpede med sin 'indre feminist' og sin ægtemand, som ønskede, at hun tog hans navn, selvom hun ikke følte: »at det var presserende, i hvert fald ikke før vi får børn«.
»Det er angiveligt forvirrende for børnene, hvis forældrene har forskellige efternavne. En kvinde, vi talte med, følte, at 'børnene ikke ved, hvor de står'. Det er på trods af, at evidens indikerer, at børn overhovedet ikke er i tvivl om, hvem der tilhører deres familie - uanset hvad de hedder til efternavn. Det lader snarere til at være et problem for de voksne,« skriver professoren i artiklen bragt på Videnskab.dk.
Studiet viste desuden, at nogle kvinder i England følte, at det indikerer mindre engagement i ægteskabet, hvis kvinden ikke ændrer sit navn. Men denne holdning giver nordmændene til gengæld ikke direkte udtryk for. Her peger Simon Duncan på den udbredte skik i Norge med at benytte kvindens efternavn som familie-mellemnavn, som årsag til dette.
»Det er tydeligvis ikke en problemfri, uomtvistelig proces, og der er behov for andres validering. Det øger sandsynligheden for, at kvinden tager mandens efternavn«, skriver Simon Duncan i artiklen bragt i Forskerzonen på Videnskab.dk.
Andre artikler fra Videnskab.dk
