»Jeg er da glad for, at ikke alle mennesker på kloden gør det samme som mig, for så ville CO₂-koncentrationen i atmosfæren være endnu højere, end den allerede er.«

Modsat hvad du måske kunne forvente, så kommer disse ord ikke fra en amerikansk storforbruger eller en norsk oliegigant.

De kommer såmænd fra en kendt og velrenommerede klimaforsker fra Syddansk Universitet i Odense, Sebastian Mernild, i et interview med Berlingske.

I en ny bog, 'Da kulden forsvandt', fortæller han selv om en karriere i klimaets tegn, der tilsyneladende har været propfyldt med sort energiafbrænding.

Sebastian Mernild har nemlig utallige gange fløjet med rutefly mellem kontinenter, store transportfly, helikoptere, små propelfly eller sejlet og kørt med motorbåde, jeeps eller snescootere for at komme frem til jordens smeltende iscentre i så fjerne egne som Alaska, Andesbjergene i Chile, Svalbard i Norge og selvfølgelig Grønland.

Det bliver der dog ikke reflekteret dybere over – rent klimamæssigt – i bogen, skriver Berlingske.

Til gengæld bliver der i bogen peget fingre ad den dobbeltmorale, som klodens rigeste og mest indflydelsesrige personer viste ved World Economic Forum i Schweiz, hvor der blev diskuterede klima, mens 1.500 privatfly stod klar i en lufthavn tæt på.

»Det er nok en fejl, at vi ikke nævner noget om vores eget aftryk i bogen, for der er ingen tvivl om, at vi som klimaforskere afsætter et stort aftryk, når vi skal ud og undersøge og forstå verden,« svarer Sebastian Mernild til Berlingske og tilføjer:

»Men jeg vil nok sige, at målet helliger midlet. Nogle er nødt til at drage ud til de steder, hvor de store klimaforandringer udfolder sig.«

Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og prorektor på Syddansk Universitet, hvor han også for nyligt blev udnævnt til leder af et nyt klimacenter på universitetet.

Før sin ansættelse på Syddansk Universitet i 2020, var Sebastian Mernild administrerende direktør for det norske forskningsinstitut Nansen Center i Bergen.

Han har også været medforfatter på FN's klimapanels hovedrapport, der udkom for sjette gang i 2021.