Sidste år lukkede myndighederne flere vandboringer på grund af kemikalierne.

Og nu har man også fundet masser af dem i dansk regnvand.

De hober sig op i kroppen og forsvinder aldrig. Derfor råber en professor nu vagt i gevær.

»[ …] vi er alt for sent ude, og vi må gøre noget nu. Ikke nu, men NU.«

Sådan lyder det fra professor Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet, til TV 2, der har foretaget regnvandsmålingerne.

Det kan nemlig ødelægge dansk drikkevand, da evighedskemikalierne, som de kaldes, er op mod 200.000 gange giftigere end de pesticidrester, der længe har plaget drikkevandet.

TV 2's regnvandsprøver er taget i Valby, Odense, København og Lyngby, og værst ser det ud i Lyngby, nord for København, hvor der blev fundet omkring halvandet nanogram af PFAS, der dækker over en række syntetiske fluorstoffer, per liter regnvand.

Det er tæt på grænseværdien, der ligger på 2,0. Og selvom det isoleret set ikke er decideret skadeligt i disse niveauer, slår professoren fast over for TV 2:

»Det her er simpelthen et problem, der vil strække sig ud over de kommende årtier, fordi det her regnvand skal jo lige sive ned gennem jorden og blive til grundvand, som vi kan pumpe op til drikkevand,« siger Philippe Grandjean til TV 2.