Hvis du er en af dem, der altid har troet, at det tager Jorden præcis 24 timer at rotere om sin egen akse, så tager du fejl.

For faktisk har Jordens rotation aldrig været hurtigere, end den var i juni i år.

Helt præcist 29. juni, hvor du fik 1,59 millisekunder mindre at gøre brug af. Det skriver timeanddate.com.

Og det var tæt på, at denne rekord blev slået igen 26. juli, hvor Jorden roterede 1,50 millisekunder mindre end 24 timer.

Årsagen til, at vores planet roterer hurtigere end 24 timer, kan ikke fastslås med sikkerhed.

Mange forskere har dog udviklet teorier, der bevæger sig i retning af, at det blandt andet skyldes smeltningen af gletsjerne, der resulterer i mindre vægt på polerne, bevægelser af planetens indre kerne, seismisk aktivitet og den såkaldte 'Chandler wobble', som er ændringen i Jordens spin på dens akse.

Den har tidligere ligget på tre til fire meter på jordens overflade, men er ifølge forskeren Leonid Zotov helt forsvundet i perioden fra 2017 til 2020.

Jordens hurtigere rotation om sin egen akse kan blandt andet få konsekvenser for de atomure, der bruges i gps-satellitter, skriver Forbes.

Foto: CHRISTIAN BRUNA
Vis mere

Atom-urene tager nemlig ikke højde for, at Jorden kan rotere hurtigere, og derfor kan gps-satellitterne i værste fald blive ubrugelige.

Også smartphones, computere og kommunikationssystemer kan blive lammet af den hurtigere rotation, hvis de gør brug af Network Time Protocols (NTP) servere, som bruges til at synkronisere et ur i eksempelvis telefonen med serverens ur, således at tidspunkterne er ens.

En løsning på dette kan være, at der skal tilføjes et negativt springsekund, således at vores ure vil springe et sekund over. Dette kan dog skabe problemer for it-systemer.

Hvad der kommer til at ske, er ikke til at sige, men sikkert er det, at Jorden drejer hurtigere end nogensinde før.

I 2020 registrerede forskere de 28 korteste dage siden 1960. Denne tendens fortsatte ikke i 2021, men nu har det igen taget fart i 2022.

Her har både 29. juni og 26. juli slået den tidligere rekord fra 19. juli 2020, hvor Jordens rotation varede 1,4602 millisekunder mindre end 24 timer.