Jordens magnetiske nordpol flytter sig med uventet hast mod Sibirien. Videnskabsfolk har opdaget, at polen ikke var, hvor den skulle være i september sidste år, og som resultat heraf er modellen, der registrerer dens bevægelser, blevet opdateret.

Det skriver det amerikanske magasin Newsweek.

Den såkaldte WMMM-model bruges blandt andet af de amerikanske og britiske forsvarsministerier til at bestemme, hvor den sydlige og nordlige magnetiske pol befinder sig. Derfor er det yderst vigtigt, at den er korrekt.

Videnskabsfolk opdagede først placeringen af den nordlige magnetiske pol i 1831. 70 år senere opdagede Roald Amundsen, at den havde flyttet sig knap 50 kilometer. I løbet af det næste århundrede fortsatte den magnetiske nordpol med at flytte sig med en gennemsnitshastighed på små ti km om året. De senere årtier er hastigheden blevet firedoblet.

Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der er ingen tvivl om, at der sker noget mærkeligt,« lyder det fra Phil Livermore, der er geofysiker ved University of Leeds.

Aktuelt flytter den magnetiske nordpol sig væk fra det nordlige Canada og mod Sibirien.

WMMM-modellen opdateres hvert femte år. Den seneste version er fra 2014 og skulle holde helt til 2020, men i de senere år er modellen blevet stadig mere upræcis, meddeler British Geological Survey i en udtalelse. Det betyder, at der nu er lanceret en ny model.

'Denne opdatering før lanceringen af WMMM2020 vil sikre sikker navigation for militæret, flyselskaber og redningsaktioner,' hedder det i en udtalelse fra det amerikanske ocean- og atmosfære-agentur, NOAA.

Jordens magnetiske felt bliver stærkere og svagere over tid - og var for 565 millioner år siden lige ved at kollapse helt. I løbet af Jordens historie har nord- og sydpolen også byttet plads. For omkring 800.000 år siden ville man, hvis man stod med et kompas i hånden mod nord, se, at kompasnålen pegede mod syd.