Den lille Chathambrokfugl er ikke kun nuttet og venligtsindet. Den er også efterhånden noget af en sjældenhed.

Derfor er der et helt hold af forskere, som arbejder på at genindsætte og styrke bestanden af fuglen.

Projektet har dog vist sig at byde på en del udfordringer, skriver The Guardian.

For det seneste forsøg på at få flere Chathambrokfugle til at leve og klare sig på en isoleret newzealandsk ø er mere eller mindre en flyvende fiasko, skriver mediet.

Man har forsøgt at skabe en sund bestand på øen Mana Island, men det er ikke lykkedes. Eller måske man rettere skulle skrive 'det er igen ikke lykkedes'.

For i 2007 satte man også en flok af fuglene ud på øen, der ligger ud fra den nordlige ø i New Zealand.

Der skete dog bare det, at én enkelt rotte fik ryddet halvdelen af den population, som ellers var ved for alvor at finde sig til rette på øen. Derefter kom sygdom og tog den anden halvdel.

Man ventede derfor i et godt stykke tid, før man igen forsøgte at skabe en sund bestand af den lille, venlige fugl på Mana-øen. På den måde var man sikker på, der ikke var mere sygdom tilbage.

Chathambrokfugle er kendt for deres imødekommende gemyt. Den flygter nemlig ikke altid, når man kommer tæt på den.

Det, sammen med det faktum, at Chathambrokfuglene har reder på jorden, har en stor del af skylden for, at der i dag kun findes 250 fugle i det fri.

I denne omgang valgte man at introducere 29 unge fugle til Mana-øen under coronakrisen med særlig tilladelse fra myndighederme til at rejse under nedlukning.

Fuglene er dog stort set forsvundet igen – til stor frustration for forskerne. 3 ud af 26 fugle, som er forsvundet, er dukket op inde på kysten i New Zealand, og man er i gang med en jagt for at indfange fuglene igen. Foruden selv at være fløjet væk gætter man på, at rovfugle kan have gjort sit til at udrydde den lille fugleflok på øen.

»Vi ved ærlig talt ikke, hvad der får dem til at forlade (øen, red), men det kan være, at en af fuglene har valgt at flyve til fastlandet, og så fulgte alle efter. Det kan også være tilfældige omstændigheder. Vi ved det ikke,« lyder det fra Dave Houston, som leder den newzealandske gruppe, der skal genskabe fuglebestanden.