Videnskabsfolkene i NASA jublede i nat, da det lykkedes dem at smadre et rumfartøj til en pris på omkring to en halv milliard.

Der var naturligvis tale om en planlagt kollision, idet NASA med den såkaldte DART-mission tog første skridt mod det, der kan vise sig at redde det meste liv på Jorden en dag.

Med DART testede det amerikanske rumagentur, om man med en kollision kan skubbe til en asteroide – i dette tilfælde en lille og ganske harmløs en af slagsen ved navn Dimorphos – og dermed få den til at ændre bane.

Kollisionen skete i nat dansk tid små 11,3 millioner kilometer væk fra Jorden, da det lille fartøj på 570 kilo stødte ind i en asteroide på godt 160 meter i længde.

Og man fangede episoden, sådan da, på fotos, som blev sendt tilbage til NASA hvert sekund. Du kan se dem i videoen herover.

Dimorphos flyver i kredsløb om en anden og større asteroide, Didymos, og det har den gjort i umindelige tider – helt uden fare for Jorden.

En tur rundt om den større asteroide har taget cirka 11 timer og 55 minutter, men NASA's videnskabsfolk vil nu i de kommende måneder holde øje med, om ikke der nu bliver skåret godt ti minutter af den runde, fordi Dimorphos har fået justeret sin kurs efter kollisionen med DART.

DART-fartøjet blev sendt op fra Jorden tilbage i november måned 2021.