Som arkæolog står man ofte ansigt til ansigt med menneskets fortid, og det kan være en barsk fornøjelse.

Det har en gruppe arkæologer ved udgravningen af en 2.100 år gammel gravplads i Ecuador nok måttet sande, da de fandt to spædbørn, som var iført hjelme lavet af andre ældre børns kranier.

Det er første gang, man nogensinde har udgravet spor efter et sådant ritual, skriver Live Science ifølge Videnskab.dk.

Udgravningen, som fandt sted mellem 2014 og 2016, er beskrevet i tidsskriftet Latin American Antiquity. Her skriver arkæologerne, at de ikke er sikre på, hvorfor man har lavet hjelmene.

De spekulerer i, at det måske kan have været gjort som et spirituelt forsøg på at bevare spædbørnenes sjæle.

Arkæologerne fandt også afbildninger af ‘forfædre’ lavet af sten i gravene, hvilket understøtter tesen om, at børnene har været en del af et spirituelt ritual.

Tidligere forskning har vist, at området var udsat for et vulkanudbrud, kort før børnene blev begravet, skriver Live Science ifølge Videnskab.dk.

Det kan have påvirket landbruget, og det nye fund vidner også om, at børnene har været underernærede, hvilket muligvis også var deres dødsårsag.

Forskerne gisner om, at den brutale begravelse kan have været del af et større rituelt forsøg på at stoppe konsekvenserne af vulkanudbruddet. De vurderer dog, at der er brug for flere beviser, før denne teori kan bekræftes.

Arkæologerne formoder, at de børn, hvis hoveder hjelmene er lavet af, stadig har haft hud, da begravelsen blev foretaget, da hovederne ellers ville være gået fra hinanden.

De fandt også en knogle fra en menneskehånd, der sad i spænd mellem et af spædbørnenes kranier og hjelmen.

Andre artikler på Videnskab.dk

Myten om Atlantis - fup eller fakta?

Nye analyser: Tutankhamon havde hestetænder og klumpfod

Gigant-dino vejede lige så meget som 12 elefanter