25 millioner kroner skal hjælpe til at skaffe mere viden om kvinder med diabetes, som er gravide.

Det vil man gøre i et nationalt fødselsregister med data på samtlige danske gravide kvinder med diabetes, deres børn og partnere. Et register, som skal køre over fem år.

»Helt overordnet vil vi gerne forbedre sundheden for gravide kvinder med diabetes og deres børn. Vi ved desværre, at op imod 50 procent af graviditeterne er uplanlagte,« siger professor Dorte Møller Jensen fra Steno Diabetes Center Odense (SDCO), som står i spidsen for projektet.

»Med dette register har vi mulighed for at følge kvinderne og deres børn over en længere årrække og dermed blive klogere på, hvilke faktorer, der har betydning, og hvordan behandlingen kan blive bedre.«

Hvis moderen har forhøjet langtidsblodsukker, kan det resultere i en lang række komplikationer under graviditeten og fødslen.

Det kan også øge risikoen for forhøjet blodtryk, skader på nethinden og senere overvægt, forhøjet blodtryk og insulinresistens hos barnet, ligesom at 30 til 40 procent af børnene er for store.

I forskningen vil man desuden også afhjælpe, at kvinderne oplever diabetesstress, som mødre, der lider af den sygdom, oftere oplever under graviditeten.

I Danmark har man tidligere været frontløbere indenfor registerforskning i gravide med diabetes og deres børn. Den nye forskning, som er blevet støttet af Novo Nordisk Fondens Steno National Collaborative Grant, vil dække nationalt og har potentiale til at gavne kvinder over hele verden.