Det svider, strammer og gør ondt, så du slikker dig lige om læberne for en hurtig lindring.

Men det er lidt ligesom at tisse i bukserne for at få varmen, for kort tid efter står du igen med samme problem – bare værre.

Det skyldes, underligt nok, at en af læbefugtens fjender er vores eget spyt, forklarer forskere i et nyt afsnit af Videnskab.dk's YouTube-serie Skønhedslaboratoriet.

Skønhedslaboratoriet er Videnskab.dk's YouTube-kanal om skønhed og videnskab.

Grunden til, at spyttet ikke fugter, men tværtimod affugter læberne, er, at det indeholder fordøjelsesenzymer.

Disse enzymer er med til at nedbryde det naturlige fedtlag, som dannes uden på læberne for at holde på fugten.

Hvis fedtlaget beskadiges, kan læbefugten flygte og give udtørring, selv hvis du ellers er velhydreret, og det mærkes som stramme, ømme læber og tørre, skællende hudflager.

Noget andet, der medvirker til at tørre læberne ud, er solens stråler – som generelt virker udtørrende på huden – og koldt vejr, hvor luftfugtigheden ofte er lav.

Du kan beskytte læberne mod vejret ved at bruge en læbepomade med solfaktor på skiferie, sommerferie, eller når læberne ellers er meget udsat for sol, for at beskytte mod UV-strålerne.

Læbepomade er samtidig et godt værn mod koldt vejr, fordi det fungerer lidt ligesom læbernes naturlige fedtlag og på den måde kan hjælpe med at holde på fugten.

Der er nogle, som siger, at man skal holde igen med læbepomaden, for ellers bliver man afhængig. Men ifølge forskerne tyder intet på, at et stort læbepomadeforbrug gør læberne ude af stand til selv at opretholde fugtbalancen.

Der kan dog være en idé i at holde sig til et moderat forbrug for ikke at irritere læbehuden unødvendigt og for at undgå parfumeallergi, som kan opstå, når huden udsættes for parfume, fortæller de danske forskere til Skønhedslaboratoriet.

Andre artikler på Videnskab.dk