Glem alt om små grønne mænd.

Selvom forskere i et nyt studie peger på sandsynligheden for, at der har været liv på andre planeter end vores, så er det langt fra rummænd, de taler om.

Faktisk er det nye ikke så meget, at de tror på, at der har været liv i rummet. Men mere at det - hvis der har været liv i rummet - er sandsynligt, at der kan findes tegn efter det på månen. Det skriver Live Science.

Mens jorden har en tyk atmosfære, som beskytter mod stråling og gør liv muligt, så har månen næsten ingen atmosfære, intet vejr, ingen vind og intet liv.

Netop derfor er det sandsynligt at eventuelle rester efter liv, vil kunne være at finde på månens overflade, lyder forskernes teori.

»Månen har stille og roligt akkumuleret materiale fra rummet i milliarder af år, hvoraf meget sandsynligvis er milliarder af år ældre end Månen selv,« siger førsteforfatter til studiet Lewis Pinault, der er planetforsker ved University College London, i en pressemeddelelse.

Ifølge forskernes beregninger kan fragmenter på så lidt som tre mikrometer – det vil sige mindre end bredden af ​​et menneskehår – undslippe andre stjernesystemer og drive gennem rummet i op til en milliard år.

Tanken er, at man ved at indsamle prøver fra månens overflade, vil kunne finde eventuelle »mikroskopiske spor af teknologier, der eksisterede længe før mennesker nogensinde kiggede op på himlen«, siger Lewis Pinault.

Derfor er det netop mikroskober, forskerne vil tage i brug i jagten på liv i rummet. 

Det teoretiske studie er indsendt til International Journal of Astrobiology, men er endnu ikke blevet offentliggjort.