En tung dame på hele 250 kilo og en længde på 2 meter og 86 centimeter drev kort efter nytår i land på en strand i Sydsjælland.

Både hval-entusiater og videnskabsmænd troede næsten ikke deres egne øjne:

Dér på Svinø Strand i Avnø Fjord mellem Næstved og Vordingborg lå nemlig en død hun-delfin af arten øresvin - en af de store delfinarter.

Vi kender dem fra Hollywood-film og akvarier som Seaworld, men øresvinet kan altså også forekomme i Danmark.

Foto: Morten Tange Olsen, Statens Naturhistoriske Museum
Vis mere

Og selvom mange af os har et yderst romantisk syn på de imponerende dyr, så kan de skam også var koldblodige mordere.

»Øresvinet er nok den delfin-art, flest mennesker kender fra film som 'Flipper' og diverse akvarier og delfinarier. Den er meget social, intelligent og legesyg, men kan også finde på at slå marsvin og andre hvaler ihjel,« skriver Morten Tange Olsen, som er adjunkt ved Globe Institute og faglig konsulent for Statens Naturhistoriske Museum, i en mail til B.T.

Han forklarer, at delfinarten er yderst sjælden i Danmark og Østersøen.

»Den tidligste kendte observation er fra 1844, og senest et dødt eksemplar blev fundet i Danmark var i 1976. Den er dog almindelig i den sydlige og nordlige del af Nordsøen omkring England og Skotland, og (levende) dyr er også blevet observeret i danske farvande i 1940'erne, 1970'erne, og igen de senere par år, så det kan være, at de langsomt er ved at kolonisere Danmark i takt med det varmere klima.«

Foto: Mikkel Høegh Post/ Statens Naturhistoriske Museum
Vis mere

Det strandede dyr blev fundet af Claus Pallesen fra Sydsjælland.

Dyret er blevet dissekeret, og planen er, at skelettet nu skal bevares i samlingerne på Naturhistorisk Museum og måske en dag udstilles.

Forskerne har også taget prøver af dyrets maveindhold og tarmflora for blandt andet at finde ud af, hvad den er død af.

Hvalforsker Carl Chr. Kinze fra hjemmesiden hvaler.dk vurderer overfor TV2 East, at hunnen er omkring ti år, at at den sandsynligvis - af en eller anden grund - er druknet.