Forskere har muligvis fundet en ny menneskeart, som kan have levet på jorden indtil for omkring 50.000 år siden.

Det skriver Videnskab.dk.

Forskerne har døbt arten 'homo juluensis', hvilket groft sagt betyder 'mennesker med store hoveder'.

Den formodede nye art skal have haft et større kranium og en større hjerne end andre mennesker, som levede på daværende tidspunkt, inklusive homo sapiens.

Forskerne mener at have opdaget arten ved at gennemgå fossiler. 

Blandt dem skal have været knogler, der tidligere er blevet klassificeret anderledes, men ved nærmere undersøgelse lader til at repræsentere en ny art.

Det kan dog være, at forskerne tager fejl, forklarer arkæologiprofessor Felix Riede til Videnskab.dk.

»Hvis vi inden for de næste år finder flere fossiler fra samme tid og sted, kan det vise sig, at Homo juluensis ikke er en særskilt art alligevel. Det ville ikke være første gang, en ny menneskeart bliver lagt i graven igen,« siger han til mediet.