Forskere forvandlede CO2 til flybrændstof


Sidste sommer gennemførte et elektrisk drevet fly sin jomfrurejse med ti minutter i luften, men der går formentlig mange år, før vi ser elektriske passagerfly på himlen.
I mellemtiden arbejder forskere på at finde andre måder til at gøre flydriften mere bæredygtig.
I et nyt laboratorieforsøg har britiske forskere udviklet en metode, der beror på, at fly skal kunne bruge CO2 som brændstof. Det skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.
I laboratoriet lykkedes det forskere at udvinde CO2 fra luften og omdanne den til flybrændstof ved at bruge en billig jernbaseret katalysator.
Katalyse er en proces, hvor man øger hastigheden af en kemisk reaktion ved at tilsætte et stof.
Mængden af brændstof, der blev udviklet i laboratoriet, er dog for lav til at dække en flyvemaskines rejse. Men hvis det lykkes forskerne at gennemføre forsøget på stor skala, vil man kunne flyve CO2-neutralt, skriver ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.
»Katalysator-processen skaber en attraktiv metode til ikke blot at afbøde udledningen af drivhusgasser, men også til at producere bæredygtig og vedvarende flybrændstof,« skriver forskerne fra Oxford- og Cambridge Universitet i Storbritannien i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.
Andre artikler på Videnskab.dk