Den ældre generation vil måske mene, at smartphones er Djævelens værk. En bivirkning fra et massivt mobilforbrug viser nu, at fordømmelsen ikke er helt forkert.

Mange har efterhånden stiftet bekendtskab med den såkaldte 'smartphone-nakke', der hentyder til de nakkesmerter, som følger af at kigge ned på sin telefon. Nakkeproblemer er dog ikke det eneste, vi udvikler fra vores massive mobilbrug.

Hvor Djævelen har horn i panden, er unge nemlig i stedet begyndt at udvikle horn i baghovedet, fordi de ikke kan fjerne øjnene fra skærmen.

Det viser forskning ifølge The Washington Post.

Helt konkret viser forskningen, at unge mennesker udvikler pigge formet som horn bag på kraniet.

Hornene bliver udviklet som følge af, at unge i højere grad end tidligere tilter hovedet fremover for at kigge ned på mobilen.

Den bevægelse får vægten til at skifte fra rygraden til musklerne for at forhindre, at hovedet falder ned til brystet, hvilket medfører, at knoglerne vokser i de forbundne ledbånd og sener.

Og resultatet af dette er altså horne-lignende pigge bag på kraniet - lige oven over nakken.

Det er David Shahar og Mark GL Sayers, som er forskerne bag studiet. De er begge ansat på universitet i Sunshine Coast i Queensland i Australien. Shahar har en doktorgrad i biomekanik, mens Sayers arbejder som assisterende professor i biomekanik.

David Shahar og Mark GL Sayers begyndte deres forskning for tre år siden, hvor de begyndte at tage billeder af kraniet på 218 personer i alderen 18-30 år.

Knoglevæksten blev observeret hos 41 unge voksne og var mest udbredt blandt mænd.

Senere udvidede de deres undersøgelse til 1.200 personer i alderen 18 til 86 år og kom frem til, at knoglevæksten var til stede hos 33 procent af befolkningen, og at det især var unge mennesker, som udviklede den.

Rapporten om studiet blev publiceret for første gang på hjemmesiden Nature tilbage i 2018.

Studiet antyder - ifølge forskerne - i høj grad, at unge mennesker udvikler horn i baghovedet, fordi de bruger deres smartphones og andre håndholdte enheder i ekstrem høj grad.

Resultatet er dog ikke noget, der overrasker Iben Axén, der er kiropraktor og har en doktorgrad i medicin. Hun har ikke læst det omtalte studie, men siger til TV2 Norge, at sådan en knoglevækst kan opstå overalt på kroppen.

»Hvis man sidder med hovedet bøjet, vil muskler og sener blive strukket ud, og det kan resultere i, at kroppen begynder at danne sådan en udvækst,« siger hun.