Indenfor de seneste 15 år er antallet af artikler om det kolesterolsænkende lægemiddel statin tidoblet.

De mange artikler lader dog ikke til at være ensbetydende med, at folk er blevet klogere på, hvad der er op og ned i debatten. Det viser en ny ph.d.-afhandling ifølge Videnskab.dk.

»Diskussionen om statiner er en medicinsk kampplads, som bliver afspejlet i medierne. Den ene dag får vi at vide, at medicinen er livsnødvendig og den næste, at bivirkningerne er livsfarlige,« siger medieforskeren bag den nye afhandling, Kasper Bering Liisberg fra Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Mediernes behandling af statiner er blot et symptom på et dybtstikkende problem med journalistikkens dækning af sundhedsområdet, mener en medieforsker fra Syddansk Universitet.

De fleste patienter bør sættes i livslang statinbehandling efter blodpropper i hjerne eller hjerte og efter en ballonudvidelse eller bypassoperation. Det er der almindelig enighed blandt læger og medicinere om.

Diskussionen mellem læger og medicinske forskere går på, om vi også skal tage statiner forebyggende mod hjertekarsygdomme.

»Nogle medier citerer forskere, der siger, at vi skal have statiner i drikkevandet, og andre citerer forskere, der siger 'undgå det for enhver pris'. Problemet er, at du som patient på grund af den forvirrende mediedækning selv må afgøre, om det er værd at have ondt i benene hele tiden for muligvis at undgå en blodprop,« siger medieforskeren, som er postdoc ved NoRS på Københavns Universitet.

Mediernes dækning af statinområdet er et symptom på et helt grundlæggende problem med, at kompleksiteten forsvinder, når medierne skal formidle forskning, mener Charlotte Wien, som er sektionsleder ved Syddansk Universitetsbibliotek.

Det er ikke så underligt, at tabloidmedierne vinkler på konflikten. Konflikthistorier sælger, og journalisterne har kun et begrænset antal nyhedskriterier i deres værktøjskasse, fortæller SDU-professoren, til Videnskab.dk.

»Som journalist lærer man ikke mange andre modeller, som man kan lave en god historie over, så der er ikke noget som helst underligt i, at medierne vinkler på konflikten,« siger Charlotte Wien.

Andre artikler på Videnskab.dk