Den kvindelige orgasme udviklede sig måske for at frigive æg, ifølge studie. Men norsk forsker er skeptisk.
Den kvindelige orgasme har længe været et af biologiens store mysterier. Kvinders orgasme har nemlig tilsyneladende intet evident formål i forhold til befrugtning - bortset fra nydelse. Kvinder kan jo sagtens blive gravide uden at få orgasme. Samtidigt er den kvindelige orgasme en så kompliceret kropslig proces, at den næsten ikke kan være et evolutionært lykketræf. En mulig forklaring lyder, at hundyrs orgasme har haft en evolutionær funktion; nemlig ægløsning.
Ny forskning med kaniner ved University of Cincinatti understøtter denne teori. Det skriver forskning.no – Videnskab.dk’s norske søster-site – ifølge Videnskab.dk. Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS), og Mihaela Pavličev, der er medforfatter på studiet, er nu blevet hentet til Norges Center for grundforskning, CAS.
For at teste hyposen foretog forsker Mihaela Pavličev parrings-eksperimenter med kaniner.
»Vi ved, at hun-kaniner kun har ægløsning, efter de har parret sig - det er som en refleks. Spørgsmålet er, om mennesker måske har haft den samme refleks, som så har mistet sin funktion i mennesket,« siger Mihaela Pavličev til forskning.no ifølge Videnskab.dk.
Det er her, antidepressiv medicin kom ind i billedet som et potentielt virkemiddel. Antidepressive lægemidler reducerer nemlig menneskets evne til at få orgasme. Mihaela Pavličev gav 12 hun-kaniner det antidepressive middel fluoxetin (også kaldet Prozac), der bruges mod depression, tvangslidelser og bulimi.
Efter to uger på Prozac havde hun-kaninerne på skift sex med en han-kanin ved navn Frank.
Derefter talte forskerne antallet af æg, som blev frigivet fra æggestokkene, og som bevægede sig ned i livmoderen.
Og ganske rigtigt: Hun-kaninerne, som fik antidepressiv medicin, frigav 30 procent færre æg end hun-kaninerne i kontrolgruppen, der ikke fik Prozac, og som også havde hygget sig med Frank. Ifølge forskerne passer resultaterne med teorien om, at kaninerne får en slags orgasme, som fører til ægløsning.
Skeptisk
Zoolog og museumslektor ved Naturhistorisk museum ved Universitetet i Oslo Petter Bøckman, synes, at kanin-studiet er interessant, men han stiller sig skeptisk overfor at drage nogen som helst konklusion om den menneskelige orgasme ud fra det.
»Den kvindelige orgasme er både tydelig og kraftig sammenlignet med vores slægtninges, så det er ikke overbevisende, at det er et slags evolutionært levn,« siger han til forskning.no. Han synes, det er mærkværdigt, at forskere 'overser' anden forskning omhandlende orgasme blandt dyr, der ligner os mere.
»Både mus, får, marsvin og grise har ligesom os ægløsning uafhængigt af parring. Ikke desto mindre er det en velkendt i landbruget, at orgasme hos soen resulterer i flere unger,« siger Petter Bøckman.
Derfor er det svært
Petter Bøckman mener ikke, at den kvindelige orgasme er en evolutionær tilfældighed, men at den har en biologisk funktion. Han refererer til den amerikanske evolutionære psykolog Geoffrey Miller. Det faktum, at det er svært for en mand at give en kvinde orgasme, er en del af hendes måde at udvælge egnede fædre til hendes børn, mener han.
Det har flere omkostninger for en kvinde at få et barn, end det har for en mand; alene fordi det tager kvinden ni måneder at lave et barn, mens mandens indsats kan gøres op i minutter.
»Kvinden kan derfor ikke gå hen og få børn med hvem som helst; hun er nødt til at være selektiv. Er han sund og rask? Symmetrisk? Lægger han nok iver i akten til at gå ud fra, at han er til at stole på efterfølgende?«
Andre artikler på Videnskab.dk
Hvad sker der i kroppen under en orgasme?
Internettet sladrer: Her er din sex-fantasi
Læs mere på Videnskab.dk: Er der en sammenhæng mellem immunsystemet og skizofreni og depression?